Baggrund

Vil du være frelseren? Jeg skrev denne ode i december 2018. Allerede dengang var der brug for, at vi allesammen tager ansvar … for hinanden og for kloden. Og det er der også i dag – nu mere end nogensinde … vi kan ikke bare lade stå til og tænke “det må andre tage sig af”.

Det ALLERVIGTIGSTE er at bevare troen på, at det gør en forskel, hvad vi hver især gør … for når mange nok gør det rigtige, så sker det rigtige. Vi kan alle være frelseren – det handler bare om at beslutte at være det.

#20. Ode til frelseren

TID 2018.12.02 12:13:14
RUM 54.762208 12.048320

Langt ude i det tomme ingenting.
I et hjørne af universet som sjældent besøges,
og som ikke får megen opmærksomhed …
hænger en blå planet.

Her fandt livet tidligt sin vugge.
Og igennem millioner af år – med usikre skridt – også sit fodfæste.
Som altid startende med de mindste mikrober,
der banede vejen for større væsner … og mere intelligens.

Indtil en dag, hvor udviklingen overhalede mulighederne.
Hvor livet stillede større krav,
end planeten kunne honorere.

Hvor intelligensen nægtede at acceptere begrænsningerne.
Og hårdnakket fastholdt sin ret til at udfolde sig.
På bekostning af alt liv … også sit eget.

Intelligensen glemte dog,
at det var den, der havde brug for planeten – ikke omvendt.
Og da erkendelsen endelig indfandt sig.
Da beviserne var uomtvistelige og uimodsigelige.
Og truslerne fra planeten skræmmende og ødelæggende.
Og alt var for sent …

Da råbte intelligensen i desperation – uden forventning om svar:
Hvem skal redde os? Hvem er frelseren?

Længe var der stille.
Så lød en lille stemme nede fra dybet:

JE SUIS LE SAUVEUR.
Jeg er frelseren.
Du er frelseren.
Enhver, der påtager sig et medansvar for alt, der lever,
er frelseren.

Ingen må sige: Det er ikke mit ansvar.
For enhver lille handling, der sparer fælles ressourcer
eller mindsker ulighed, er uendelig vigtig.

I behøver ikke gøre det uden fejl.
Men I må gøre det, så godt, I kan – hver på jeres måde.
For det er sådan, I sikrer livet på den smukke, blå planet.
I et hjørne af universet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *