Om “#167. Den tredje rejse”.
Min tilgang til livet var, at det skulle jeg nok klare selv … jeg havde ikke brug for nogen gud at tale med, når jeg blev i tvivl eller bange. Men tanken om en gud er lokkende … især når man begynder at vove sig ind på de spirituelle baner. Så jeg tog imod ham og nød det for en tid …

… men når jeg ser tilbage på det nu, fornemmer jeg, at tvivlen lurede under overfladen hele vejen. Så min beslutning om at søge livets åndelige aspekter andre steder forekommer ikke blot rigtig, men også helt logisk. Ønsk mig gerne lidt lykke på denne nye rejse … jeg aner ikke, hvad den bringer, eller hvor den ender.

#167. Den tredje rejse

TID 2024.11.14 11:16:12
RUM 55.885448 11.658221

– Der er ingen Gud. Ingen mester. Ingen lærer.
Du er selv det hele …
ja, selv eleven og den studerende …
de er alle i dig … du er alting.

Jeg mærkede,
at disse ord bar et løfte om en dybere sandhed,
end min åndelige rejse hidtil havde givet mig.
Jeg mærkede, at ordene tog mig tilbage de dage,
da jeg drog afsted for at finde min mission …
meningen med mit liv på denne jord.

Dengang havde jeg ingen gud til at lede mig …
ingen gud at tale til eller læne mig op ad.
Jeg ville klare livet selv …
være modig og kæmpe livets kampe alene.
Men jeg vidste ikke, hvad jeg kæmpede for,
og det var for at finde det, at jeg drog afsted.

Rejsen har bragt mig vidt omkring …
og når jeg kigger mig tilbage,
er det som om, Gud gemte sig bag hvert et træ.
Man kan ikke beskæftige sig med det åndelige …
og med meningen med livet …
uden at fornemme Guds nærhed …
både fordi der virkelig er en åndelighed i verden,
men også fordi de mennesker,
man møder på rejsen, søger en åndelighed …
og mange af dem kalder den for ’Gud’.

Og selvom jeg var længe om at overgive mig
og acceptere, at der er en Gud …
så mærkede jeg trygheden og glæden
ved at være nået dertil.
Og i noget, der lignede et par år eller tre
forsøgte jeg at finde en blivende plads til ham
i mit indre …

Men hele tiden lurede tvivlen.
Jeg mærkede åndeligheden,
men så samtidig hullerne i fortællingerne.
Der var for mange forestillinger
om Gud og altings sammenhæng,
som jeg ikke kunne finde plads til
i det verdensbillede, jeg var ved at bygge op.

Tanken om, at vi skal finde åndeligheden i os selv
begyndte at slå rod i mig.
– Der findes ikke noget udenfor os selv,
som kan hjælpe os …
vi har det hele indeni.

Den tankegang føltes rigtigt og tanken om
at slå ind på den vej
og således genstarte min søgen,
der efterhånden syntes at køre i tomgang …
fristede mig uendeligt.

Der var bare ét problem … jeg følte,
at denne løsning krævede et farvel til Gud …
og mine små daglige snakke med ham
var efterhånden blevet så meget en del af mit liv,
at det ville falde mig svært.

Men så var det som om, jeg hørte ham sige:
– Find mig i dig. Jeg er der.

Så derfor er jeg draget afsted til min indre verden …
med Guds accept og forventningens glæde i rygsækken.
Jeg vil gå vejen så stille som muligt …
så forventningsløst som muligt …
og så opmærksomt og årvågent som muligt …

Ingen af de gamle sandheder har jeg med mig.
Alt skal tages ind som nyt … helt ufiltreret og rent.
Og måske vil jeg finde ind til det,
som jeg ikke ved, at jeg ved …
det, der strækker sig tilbage til de første tider …
måske erfaringer fra mine tidligste inkarnationer
eller en ældgammel og evig visdom,
som jeg kan bygge mit liv op omkring.

Tavlen er blank … alt tages ind som nyt.
Ingen tanker om fortiden. Ingen om fremtiden.
Der er kun nu.
Alting er nu.