Om “#166. … forbundet …”.
Jeg var på min tredje retræte på Ådalen. Denne gang ikke en kreativ retræte som de to tidligere … men en ”Individuelt vejledt retræte”. Jeg havde forberedt mig på fem dage i stilhed … havde gjort, hvad jeg kunne for at komme med en ren tavle …

… havde ikke noget, jeg skulle … ingen oder, der skulle skrives … ingenting … bare helt åben og helt klar til at tage imod.
Og som alle de milepæle, jeg føler, jeg har nået … var jeg slet ikke forberedt på det, der skete. Men ligesom de tidligere, var denne milepæl en vidunderlig oplevelse.

#166. … forbundet …

TID 2024.10.29 08:12:14
RUM 55.893158 11.662692

Ligesom de første milepæle på min lange rejse
kom denne milepæl helt uventet …
jeg havde ikke spottet den i horisonten,
selvom mit blik konstant var rettet fremad.

Og det underbygger min teori om,
at jeg gerne må have forventninger …
at jeg gerne må glæde mig til nye erkendelser,
men at jeg ikke må sætte ord på.
For når jeg sætter ord på og forventer noget særligt,
risikerer jeg at overse alt andet …
jeg risikerer at lægge et slør over den åbenhed,
der er helt nødvendig for min videre færd.

Jeg mødte denne milepæl på en stille retræte …
jeg opdagede, at en dyb ro havde indtaget mit indre …
og samtidig en fornemmelse af, at intet haster …
der er ikke noget, der skal nås,
for jeg indså, at det er rejsen, der er oplevelsen …
rejsen er både livsoplevelsen, målet og formålet.

Jeg mærkede en form for langsommelighed
i denne tilstand … jeg spiste langsommere …
jeg gik langsommere …
og jeg tænkte langsommere.
Det sædvanlige tankemylder forsvandt …
ingen overvejelser og bekymringer pressede sig på …
tankerne stod bare pænt i kø og ventede på,
at det blev deres tur.

I denne ro og stilhed mærkede jeg en tilstedeværelse …
en ‘væren’, som jeg følte mig forbundet til.
Den accepterer min måde at være i livet på …
og anerkender min kamp for at stille min nysgerrighed
og finde ind til livets sande værdier.

Jeg mærkede, det er ok at træde tilbage fra kampe,
som det ikke er min sag at kæmpe,
og jeg mærkede, at jeg ikke flygter fra mit ansvar,
blot fordi jeg vælger at påvirke på en anden måde.

Jeg følte mig tilskyndet til at dyrke mildheden …
den mildhed, der er nødvendig
for at kunne rumme andre og give dem den plads,
som jeg også ønsker for mig selv.

Og jeg mærkede, at når jeg gør noget og handler,
så må jeg gøre det, fordi det er det rigtige at gøre …
ikke fordi jeg ønsker en belønning
eller fordi jeg vil at opnå noget.
– Kan du forestille dig den frihed, som det giver?
Kan du mærke, hvor nemt det er at gøre det rigtige,
når man ikke skal have andet end glæde
ud af sine handlinger?

Jeg mærkede også, at alt er helt, som det skal være …
jeg følte mig forbundet til noget,
der vil mig det godt …
noget, der rummer al den styrke og visdom,
som jeg så længe har søgt.

—————————————-

Og så nu … vel hjemme igen,
mærker jeg følelsen af forbundethed drukne
i praktiske gøremål og breaking news.

Jeg finder ud i skoven …
går med hovedet bøjet i viljeløs åbenhed …
jeg ser farveeksplosioner i gyldent og brunt
og blade, der danser i edderkoppens tråd.
Inden længe vil det skifte til dyrespor
i den rene, hvide sne,
og til foråret vil jeg lade mig blæse bagover
af den lysegrønne skov og planetens frodighed.

Jeg vil lade tankerne komme og forsvinde …
forsøge at tage alting ind, som det er …
ikke vurdere eller sammenligne og dømme …
bare registrere …
bare lade mig fylde og tømme i uendelighed …
bare være her og stole på,
at når jeg gør det, der føles rigtigt,
vil livet hjælpe mig med at skabe den mening,
som det lå i kortene, at mit liv skulle have.

Og hvem ved … måske en dag
vil jeg finde tilbage til forbundetheden …
eller måske vil jeg stå foran en ny milepæl …
igen en, jeg ikke havde set komme …
en, jeg aldrig havde tænkt på at ønske mig …

Jeg tror ikke, at livet bliver rigere end dette …