Om “#164. Det milde menneske”.
Jeg opdagede, at jeg havde ændret mig … at jeg var blevet et andet menneske. Men forvandlingen var kommet så langsomt, at der skulle andre til at fortælle mig om den … jeg havde ikke opdaget det selv. Jeg var nået til et sted, hvor livet var roligere, …

… og jeg selv var roligere. Lod mig kun sjældent gå på af verdens skærmydsler og fandt en naturlig glæde og et formål i livet: Jeg var på vej til at blive et mildt menneske.

#164. Det milde menneske

TID 2024.08.11 10:34:21
RUM 55.912277 11.659845

Det er som at vandre i en frodig have
blot minutter efter regnen hørte op …
luften emmer og naturens dufte bølger blidt.
Du er stille og opmærksom …
mærker livet i alting …
blomsterne strutter af kraft og overmod
og inviterer bier, guldsmede og andre flyvere
til deres farverige kroner …
Musene vimser mellem buske og blade …
for at søge føde eller besøge familie og venner.
Og derovre … under skræppebladet …
får du øje på et pindsvin, der priser Herren,
mens det fortærer den fede snegl,
som han havde sendt dets vej.
Og højt under skyerne kvidrer akrobatiske svaler,
mens de samler insekter til kuldet
af skræppende unger.

Du oplever, at dette er saligheden.
Og mens du mærker en stille brise
kærtegne din kind og solen lune din nakke …
indser du, at du er det sted i livet,
du allerhelst vil være …
det sted, der giver allermest mening …
og den tilstand, som du ubevidst har søgt
siden du første gang gik ud i verden:
– Du er det milde menneske.

Det milde menneske er et overset væsen …
ikke mange stræber efter denne tilstand.
De har helt andre forventninger til livet …
enten ønsker om materielle goder
eller længsler efter noget mere konkret,
end blot det at være mild.

Det er en skam …
for mildheden er den største gave.
Mildheden er ren og uforfalsket glæde …
glæde over blot at være …
glæde over at mærke livet i alting …
glæde over at kunne rumme og tilgive …
og elske og vise omsorg.

Mildheden er også glæden over
ikke at føle savn og mangel,
og ikke have behov for at føre sig frem.
Og det er noget så enkelt,
som at sidde på en bænk med et smil på læben
og falde i staver over at se livet gå.
Og så er det glæde over endelig at finde den ro,
der lader dig fornemme din stille længsel.

Den stille længsel er den, som gemmer sig
bag dine daglige pligter og gøremål,
og som er lige så gammel som universet selv.
Den længsel, som vi ikke helt kan sætte ord på,
men ikke desto mindre mærker hver eneste dag.
Det er længslen efter at forstå lidt mere …
og længslen efter de erkendelser og små mirakler,
som vi er overbevist om, venter os på denne vej.
Det er længslen efter at vende tilbage,
og det er håbet om endelig at nå frem.

Jeg mærker, du gerne vil denne mildhed …
du drømmer om den frodige have
med bierne og blomsterne og saligheden …
og du vil komme der … det lover jeg.
Men som al anden udvikling
kan denne ikke forceres …
den kommer i små portioner …
bitte små erkendelser,
der afføder bitte små ændringer
i din måde at opfatte livet på … og at leve det …

Og så pludselig en dag står du foran en låge …
bag den er en have … du studser …
– Jamen … er det virkelig muligt?

Du tøver lidt … åbner så den smukke låge
og træder indenfor …
du står helt tavs og mærker efter …
alting vibrerer stille og harmonisk af liv …
du ser skønheden og mangfoldigheden,
der skabtes af kærligheden og logikken.
Og bag det hele fornemmer du et overordnet formål,
der strækker sig fra de første tider, ind i nuet
og videre til kommende generationer.

Dybt indeni ved du, at dette virkelig er haven
fra dine drømme, fantasier og længsler.
Du smiler stille … og med en tålmodighed og ro,
du ikke tidligere har kendt,
begynder du at udforske den smukke have …
og du hvisker:
– Tak, fordi du tog mig hertil.