Om “#162. Et andet menneske”.
En dag opdagede jeg, at jeg var blevet et andet menneske … jeg havde ikke blot ændret mig i det små, havde ikke blot tillært mig nye vaner og nye måder at være i livet på … jeg var blevet et andet menneske. Og den proces gav mig et nyt syn på … udvikling.
Denne ode hører til serien ”Sløjfernes tid”. Disse oder samler op på alle de erkendelser, som min lange spirituelle rejse har givet mig, og forsøger at binde sløjfer på forskellige sæt af tanker.
#162. Et andet menneske
OM MINE ERFARINGER MED UDVIKLING.
DEN TREDJE ODE FRA SLØJFERNES TID
TID 2024.07.13 16:11:14
RUM 54.768939 12.057388
Udvikling går langsomt,
fordi udvikling er et udtryk for varig forandring.
Når udvikling synes at gå hurtigt,
er det ikke udvikling, men beslutning,
fordi beslutning blot er et håb om forandring.
Og beslutning er slet ikke udvikling …
nej, så langt fra.
Udvikling skal gå langsomt …
for den skal nå at fæstne sig i vores indre …
både krop og sind skal nå at vænne sig til
de nye tilstande og acceptere,
at dette er den nye normalitet …
det nye dig, det nye mig og det nye os.
Den slags tager tid.
I 65 år udviklede jeg mig som forventeligt …
jeg fik nye kompetencer, som dog
er uinteressante i denne sammenhæng.
For jeg var i bund og grund det samme menneske,
som nogle-og-tres år tidligere
havde rejst sig og var begyndt at gå på to ben,
og som siden havde kastet sig ud i livet
med al den energi og alt det vovemod,
som kendetegner os mennesker.
Det var først, da jeg erkendte,
at denne handlemåde og levemåde
aldrig ville gøre det muligt for mig
at indfri mine forventninger til livet …
det var først da – meget sent i livet –
jeg begyndte at søge en anden måde
at være her på.
Og min søgning gjorde mig klogere …
den ene lille erkendelse efter den anden
dukkede op på den blanke tavle …
og jeg glædede mig over resultaterne.
Al min tid gik med at søge mere indsigt …
ja, indsigt blev faktisk vigtigere for mig
end bare det at være og at leve.
Og efterhånden som jeg blev klogere
opstillede jeg nye leveregler for mig selv …
jeg forestillede mig, hvordan jeg gerne ville være …
gerne ville leve og gerne ville færdes i denne verden.
Og det spillede … ja, det fungerede …
og jeg var ganske lykkelig … en vis tid …
indtil tvivlen meldte sig …
– Giver dette virkelig mening …
sådan helt grundlæggende, spurgte jeg mig selv.
– Eller er det bare endnu en tur i hamsterhjulet?
Måske på lidt højere niveau …
men stadig et hamsterhjul?
Så jeg satte tempoet ned … erkendte,
at det jeg søgte hverken kunne søges eller jages …
det ville komme … helt af sig selv, når tid var.
Og det var kort efter denne erkendelse,
at jeg kom til at kigge på mig selv,
og med undren opdagede, at jeg – efter syv års rejse –
var blevet et andet menneske …
Jeg havde længe været klar over,
at min spirituelle rejse havde ændret mig i det små,
og at jeg så lidt anderledes på mange ting.
Men på trods af disse mindre forandringer,
havde jeg hele tiden set mig og følt mig
som den samme person …
Men nu … nu opdagede jeg,
at det var ikke sådan, det var …
jeg var ganske enkelt blevet et andet menneske …
Jeg vil ikke begynde at beskrive,
hvordan jeg var blevet …
eller hvad jeg havde udviklet mig til …
det er ikke min pointe.
Nej, det vigtige er at forstå,
at udvikling er både langsom og kompleks …
og at det er en rejse,
som vi hverken kan overskue eller planlægge.
Der kun én ting at gøre,
og det er altid at gøre det, der føles rigtigt og vigtigt.
Så vil vi en dag opdage, at vi befinder os et nyt sted …
er blevet et nyt menneske …
vi vil opdage, at alle disse små forandringer,
som hver især er næsten ubetydelige …
har skabt en ny version af os selv …
Og hvis jeg må binde en lille sløjfe på disse tanker,
så er det … at det aldrig stopper …
det eneste, vi skal gøre, er at være her …
og helt fri af forventning skærpe vores modtagelighed
ved at leve stille, åbent og lyttende …
for der er nogen, der taler til os.
