Om “#148. Den viljeløse åbenhed”.
Jeg var på retræte på Løgumkloster Refugium … følte, der var noget, der ventede mig. Stødte på en gruppe, der nørdede Marcel Proust. Hvem!? tænkte jeg. Overværede et foredrag og så en film, og blev fascineret af denne store forfatters tanker.
Intuitionen tog over, og da jeg kom hjem var en tanke begyndt at forme sig i mit hoved. Endnu en ekspedition efter mere indsigt var begyndt, og ’min egen Marcel’ var der for at hjælpe mig.
#148. Den viljeløse åbenhed
TID 2023.12.04 13:47:12
RUM 55.904884 11.657824
– La mémoire involontaire … den viljeløse erindring,
sagde han smilende og fortsatte,
mens hans milde, blå øjne så kærligt på mig.
– Du har ladet dig inspirere
af en af mine tidligere protegéer … Marcel Proust.
Jeg nikkede … han havde ret.
– Du har passet på Proust … du var hans engel,
ligesom du nu er min, sagde jeg så.
Nu var det Marcel, der nikkede …
– Han var et ganske særligt menneske, svarede han.
Og jeg følte, jeg måtte ære hans minde,
da han døde i en ung alder … alt for ung …
så jeg tog hans navn med mig op igennem historien.
———————————————————-
Jeg var netop kommet hjem fra retræte i Løgumkloster …
som sædvanlig fuld af inspiration
fra mine mange samtaler med ligesindede.
Et foredrag og en film om Marcel Proust
havde ført mig på sporet af en ny vej
i min spirituelle udvikling.
Jeg fornemmede forandring …
fornemmede at en ny tilstand
– en ny måde at være her på – lå og ventede på mig.
Men jeg fornemmede også, at denne nye tilstand
– i modsætning til tidligere forandringer –
krævede en vis indsats fra min side …
opmærksomhed og årvågenhed var ikke nok.
– Du har brug for lidt hjælp … engle mærker den slags,
sagde Marcel og missede med de milde, blå øjne mod solen.
Jeg nikkede.
Prousts tanker om den viljeløse erindring
havde sat mig på sporet af et nyt begreb:
’Den viljeløse åbenhed’.
Jeg havde længe fornemmet,
at åbenhed var vejen til mere indsigt,
men ikke før nu havde jeg kunnet sætte ord på.
Jeg smagte på ordene … ’viljeløs åbenhed’ …
forsøgte at passe dem ind i mit verdensbillede.
Og selvom billedet som så ofte tidligere var uklart,
var fornemmelsen ikke til at tage fejl af …
jeg mærkede glæden og forventningen boble i mit bryst,
mens jeg forsøgte at formulere mit nye mantra:
– Der er en vej. Og den vil føre mig til næste niveau.
Men det er en vej,
som det kun vil være muligt at betræde,
hvis jeg evner at gøre åbenhed til min normaltilstand …
fuldstændig viljeløs og ubesluttet åbenhed.
– Ego’et er en vigtig brik, tænkte jeg.
Denne elektro-kemiske fabrik, der blot har til opgave
at føre min krop helskindet gennem livet,
skal mindes om sin opgave.
– Min sjæl stresses og forvirres,
når ego’et påtvinger den opgaver,
der forhindrer den i at forfølge sin indbyggede trang
til at søge kontakt med sit ophav.
– Og det er her, den viljeløse åbenhed kommer ind,
tænkte jeg, det er her, jeg skal sætte ind.
Jeg skal kærligt, men bestemt bede ego’et
om at klare sin opgave uden at stresse mit inderste …
– Og i den stilhed, der naturligt vil følge, vil jeg gøre
den helt viljeløse og ubesluttede åbenhed
til min nye normaltilstand …
og den vil vise mig vejen tilbage til mit ophav …
———————————————————-
Som altid, når det lykkes mig
at knytte mange løse ender til et logisk mønster,
læner jeg mig tilbage og smiler …
lidt for mig selv og lidt til Marcel.
Selvom jeg ikke ser ham lige nu, mærker jeg,
han nikker bifaldende … og med tårer i øjnene
sender jeg taknemmelige tanker efter ham …
– Det er mig, der gør det her, tænker jeg …
men aldrig uden ham.
