Om “#130. Jeg smiler, mens jeg går”.
Min tredje ode på Ådalens Retræte – #130. Jeg smiler, mens jeg går – skrev jeg om formiddagen på afrejsedagen. Mine tanker kredsede meget om mit guds forhold … jeg kunne ikke tænke på ham, som min herre … men hvordan tænkte jeg så på ham?
Jeg var på min første retræte lige omkring 1. maj 2023. Tre dage i kreativitet og stilhed på Ådalens Retræte … et sted med et kristeligt fundament. Det med det kristelige sagde mig ikke noget, men generede mig heller ikke. Jeg tænkte: De er vel rummelige og giver gerne plads til en søgende sjæl … og det gjorde de.
Jeg er ikke til tegning, maling, klippe/klistre og ler … så jeg brugte tiden på at skrive. Og opholdet inspirerede mig så meget, at det lykkedes mig at skrive tre oder på tre dage:
- #128. Ode til mit liv i limbo
- #129. Der kom en gud forbi …
- #130. Jeg smiler, mens jeg går
#130. Jeg smiler, mens jeg går
DEN TREDJE ODE FRA ÅDALEN RETRÆTE
TID 2023.05.03 09:24:14
RUM 56.453821 9.822215
– Gud er ikke min herre.
Han bad mig om ikke at se ham sådan.
Han ville være min ven …
egentlig nok mest fordi han mærkede,
det var det, jeg ville.
Han tænkte:
– Det vigtigste er forbindelsen …
samhørigheden … den gode følelse.
Det er deraf, alt godt opstår.
Og jeg tænkte:
– Han er godt nok mægtigere, end jeg.
Men selvom jeg føler mig godt tilpas
sammen med ham …
så kan jeg undvære ham.
Det har jeg gjort i masser af år …
jeg kan bare vende mig og gå …
Men jeg vidste, det var ikke det, jeg ville …
jeg ville undersøge dette forhold ….
ville se, hvad det bar i sig …
hvor det kunne bringe mig hen,
og hvilke erkendelser, der ventede mig.
Jeg er jo på jagt efter denne verdens undere …
eller for at sige det lige ud:
– Jeg vil nå den totale forståelse.
Kald det bare vanvid – det tænker jeg selv –
og det er derfor, jeg smiler, mens jeg går.
