Om “#120. Livet … min gud”.
Jeg har det svært med Gud. Der er for meget, der ikke giver mening. Jeg kan ikke forstå, at troende menesker ikke stiller flere spørgsmål … er mere kritiske. Men jeg har også tænkt, at jeg måske nærmer mig Gud på den forkerte måde … med for meget fornuft og for få følelser?
Men så stillede en veninde mig et spørgsmål, der pludselig forklarede alt … ikke med fakta, men med følelser.
#120. Livet … min gud
TID 2022.11.24 12:03:12
RUM 54.772498 12.059823
Det kom som et kosmisk glimt
under en samtale mellem to …
Jeg sagde:
– Jeg vil ikke kontrollere alting …
jeg har tillid til, at ’livet’ fører mig derhen
hvor jeg gør mest gavn.
Hun spurgte:
– Er det ikke det, Gud gør?
Jeg var lamslået … det var
som at blive taget med hånden i kagedåsen.
Med ét kunne jeg se det … med ét forstod jeg,
at min aversion mod tanken om en gud,
bundede i min opfattelse af Gud som en person …
godt hjulpet på vej af religionen og kirken.
– Fader vor, siger de, og …
Han skabte os i sit billede …
Det er da ikke mærkeligt,
at man ser en person for sig … eller i det mindste
et væsen med menneskelige egenskaber,
og dermed et væsen, hvoraf man kan forvente
menneskelige handlinger …
eller – i det mindste – handlinger,
som vi mennesker kan forstå
med vores sunde fornuft.
Når jeg nu i stedet formulerer min tro
som en tro på ’livet’
– altså ikke ’livet’ som en fysisk foreteelse,
men som et åndeligt begreb –
og når jeg forsøger at genkalde de følelser,
som denne tro skaber i mig,
så forstår jeg pludselig de følelser,
som gudsbegrebet vækker i mange mennesker.
Gud er slet ikke så konkret og håndgribelig,
som jeg har gjort ham … og derfor skal han
heller ikke dissekeres og analyseres i detaljer
og vurderes med fornuften.
Men … jeg må indrømme …
gamle associationer hænger fast,
og jeg har det stadig svært med ordet ’Gud’.
Derfor vil jeg fortsat definere min tro
som en tillid til ’livet’ …
Men hvilken størrelse er ’livet’ så?
Hvad gemmer sig bag det begreb,
som jeg har gjort til centrum for min tro?
Jeg opfatter ikke ’livet’ som en bevidsthed …
for en bevidsthed tænker og træffer beslutninger,
og det er ikke sådan, jeg mærker ’livet’.
Jeg vil hellere kalde det ’en væren’ …
noget, der bare er … er her hele tiden …
overalt … omkring mig og med mig …
måske også i mig.
Ikke noget, der styrer mig … men noget,
der holder hånden under mig og støtter mig …
hvis jeg giver det lov.
Og jeg ved, at det elsker mig og vil elske mig,
ligegyldigt hvad jeg gør …
for det kender mig bedre end jeg selv,
og det ved, at jeg er nødt til at handle præcis,
som jeg gør.
Jeg ved, at jeg vil forsøge at forstå denne ’væren’,
som jeg kalder ’livet’, så længe jeg lever …
ja, sikkert også derefter.
Og det vil jeg gøre vel vidende om,
at jeg aldrig får de endelige svar …
og at jeg aldrig vil kunne læne mig tilbage og sige:
– Hvorfor sagde du ikke det med det samme …
For denne søgen … denne livslange ekspedition
giver min tilværelse mening …
bittesmå erkendelser kommer dryppende uafbrudt,
og hver eneste af dem er en lille aha-oplevelse …
Jeg tror, du bliver nødt til at give mig ret:
– Det er da ikke nogen dårlig måde
at leve et liv på … vel?
Kære Vibeke. Tusind tak for din kommentar. Jeg forstår dig til fulde, jeg kan bare ikke – ligesom i ‘overhovedet ikke’ – falde til ro i noget, som stritter imod min sunde fornuft … og det gør Gud. Måske derfor er det lykkedes mig at falde til ro med troen på ‘livet’. Her er ikke nogen faste definitioner og fortællinger … jeg bestemmer det hele selv. Jeg skaber det billede af ‘livet’ – min hjælper / min gud – som giver mening for mig og i takt med, at jeg ældes af tiden og kloges af min søgen og mine tanker, finder jeg en smule mere mening med alting og sikkert også lidt mere tryghed. KH C
Det vigtigste er, at vi finder det i livet, der giver mening for os hver især.
For mig er tro og Gud ikke noget, jeg som sådan behøver at forstå til bunds. For mig er det ikke noget, der kan bevises, det kan kun føles, mærkes og tros. Lidt som med kærlighed. Den har ikke meget med fornuft at gøre. Og den kan man heller ikke bevise, kun vise, føle og tro på.
Men gennem livet kan man blive klogere på det hele, ved at lytte, tænke, søge at forstå…. Netop derfor det er så givende at læse bl.a. dine oder med dine tanker om livet og meningen med det hele. Så tak for dine flittige skriverier. De er en gave
Kære Vibeke. Det har bare aldrig været nok for mig at mærke ‘det’ (eller Gud eller whatever) indeni … eller den fysiske verden har været så nærværende og udfordrende for mig, at alt andet blev målt efter. denne målestok: Hvad klan det? Kan det bevise sig selv? Forekommer det logisk? Og så videre og videre.
Og jeg har ikke sluppet den tanke helt, men det, der skete for mig, som jeg beskriver i denne ode, er, at jeg fik et glimt – og måske lidt mere – af den følelse, der gør, at jeg kan at acceptere uden bevis. Nu må vi se, om den har tænkt sig at blive, eller om den bare var et skib i natten. KH C
Troen på Gud kan være svær at forstå. Ja, faktisk tror jeg slet ikke, man kan forstå den. Jeg tror heller ikke det er meningen, at man skal forstå den. Troen er bare god at have med sig i livet, synes jeg. Det giver indre ro og styrke at tro på Gud/noget større end en selv. At tro på, at Gud ikke lægger større byrder på ens skuldre end man kan bærer, at tro på, at overfor Gud er man, selv i sine dårligste og mest kiksede øjeblikke, god nok. At Gud hjælper en på vej, både når livet er godt og let, men også når det stiller store krav til en og er svært, trist og fyldt med sorg og smerte.
Man kan søge at forstå, hvad eller hvem Gud er. Man bliver lidt klogere, som livet leves og årene går – det skulle man da helst – men fuldt ud forstå livet og Gud – nej det tror jeg ikke sker på denne side af døden.
Ikke alt kan forstås og erkendes med den menneskelige forstand. Vi kan ikke se fra evighed til evighed, det kan kun Gud. Menneskene har ikke fået alle brikkerne til det store puslespil. Nogle tror, vi vil få dem alle en gang. Jeg er ikke en af dem. Jeg tror, at jo flere brikker vi finder, jo flere brikker vil vi opdage at vi mangler.
Jeg selv har det ok med ikke at kende og kunne se hele puslespillet. Jeg tror ikke det er min opgave, at have det fulde overblik. Det er min opgave at leve mit liv, udnytte mit potentiale, handle retfærdigt, vise trofast kærlighed og årvågent vandre med min Gud.
Så smukt formuleret – som altid
Kh Marianne
Tak Marianne … ❤️
Inspirerende tanker. Livet er så uendeligt stort, smukt og meget komplekst. En lille undseelig blomst er en ubegribelig skabning. Men vi oplever den ofte bare som en selvfølgelighed. Den er matematisk opbygget, et levende væsen der har indbygget visdom om naturens kredsløb. Der er farver og dufte…. og meget mere. Der er noget meget større “derude” og “lige her” der giver det liv sammenhængskraft. Bevidsthed. Livet = Gud om du vil, er absolut bevidsthed. Ikke alene følelse.
Kærligst fra Bodil ❤
Kære Bodil. Tak for din kommentar. Det lyder rigtigt, det du siger. Men jeg er ikke i en tilstand, hvor jeg kan ‘tage det ind’ … acceptere det. Jeg undersøger stadig, og som du kan se af min ode, så er jeg ikke sikker på, at det er en bevidsthed … når jeg mærker efter, føles det ikke som en bevidsthed … ikke som noget overordnet og styrende. Mere som det, jeg skriver … ‘en væren’. Men det kan jo hurtigt blive en ‘strid’ om ord, fordi sproget er lidt fattigt, når vi vil beskrive de emner og oplevelser.
Åhhh – hvor rammer du dog ‘plet’ – igen, havde jeg lyst til at tilføje!
I hvert fald kunne jeg ikke være mere enig – med både dig og din veninde. Jeg har det på præcis samme måde: min tro (på Gud) er netop en tro på, at han/livet nok skal lede mig det rette sted hen, eller som du skriver: “fører mig derhen hvor jeg gør mest gavn.” Bare se, hvor jeg nu er (både fysisk, mentalt og mht. mit arbejde …
Og så har tro for mig også været et spørgsmål om at kunne elske sig selv, som man er, at man er “god nok” – med alle ens fejl … 😉
Tak for endnu en skøn ode, at du fortsat deler dine tanker med os!
– Jens
Tak, Jens. Det er skønt at mærke, når mine tanker og følelser deles af andre. KH C