Om “#113. Om at forcere livet”.
Lige siden mine teenageår har jeg forceret livet … været på forkant med alting … forberedt mig på alting. Hver eneste ledige stund op igennem livet, der kunne være brugt på at skabe relationer og blive lykkeligere, blev brugt på at sikre succes og indtægt.

Selv da jeg fik muligheden for at begynde forfra på livet, forcerede jeg … lige indtil jeg opdagede, at forceringen havde en alvorlig bagside. Og selv da var det svært at stoppe.

#113. Om at forcere livet

TID 2022.08.15 15:17:17
RUM 54.767847 12.054593

Jeg har tidligere fortalt dig, jeg er krigeren …
jeg fylder mit liv med udfordringer
for at nå de højeste tinder.
Min største frygt, er at se mig selv …
sidde der med benene over gravens rand
og være nødt til at erkende …
at jeg kunne have nået længere …
kunne have klatret højere …
kunne have udrettet mere …
hvis blot … jeg havde prøvet.

Derfor forcerede jeg alting …
derfor kæmpede jeg
og gjorde mere end mit bedste … hele livet …
ja, faktisk troede jeg, at kampen var selve livet.
Ikke en chance eller udfordring lod jeg ligge …
og selv da mine oder forærede mig et nyt liv …
og gav mig chancen for at starte forfra …
kastede jeg mig over enhver mulighed for
at skabe endnu mere succes og anerkendelse.

Jeg var opmærksom på faren i korte glimt …
og i disse øjeblikke frygtede jeg,
at min hovedløse jagt efter luftkasteller
ville spærre vejen til det liv, som jeg kæmpede for.
Så jeg skrev oder for at synliggøre fejltagelsen
og tvinge mig selv til at ændre adfærd.
Men selvom jeg mærkede presset og stressen,
kunne jeg ikke lade være … kunne ikke stoppe …

Det vil sige … ikke før nu …
På en måde var det en meget simpel erkendelse,
der gjorde udslaget.
Jeg mærkede, at den konstante kamp
ikke blot tærede på mine ressourcer …
den forstyrrede og flyttede også mit fokus.
Jeg opdagede, at det, som alting burde handle om …
det, som skulle være grundlaget for mit nye liv,
sygnede hen … led afsavn … gik i stå …

Min inspiration og sprudlende idérigdom …
min lyst til at kaste mig over computeren …
og skrive nye oder og fortælle jer
om mine erkendelser … forsvandt …
Idéerne blev sjældnere,
og energien til at skrive smuldrede stille …
og til sidst frygtede jeg,
den ville forsvinde for evigt.

Men alle disse opgivende tanker
bragte trods alt noget godt med sig …
de ledte mig frem til erkendelsens øjeblik,
og derfra var beslutningen ganske nem.
Jeg tænkte tilbage på mine tidlige oder,
hvor jeg lovpriste tilliden til livet,
og det stod lysende klart for mig,
at det var den vej, jeg måtte gå …

– Jeg må gøre det, der giver mening – intet andet.
Jeg må ikke begrænse mit liv til at handle om
succes, anerkendelse og penge …
for selvom det giver en vis glæde og tryghed,
så kan det slet ikke opfylde mine forventninger til livet.

– Så der er ingen vej udenom … jeg må følge livet …
jeg må ud på den tyndeste is … helt derud,
hvor hvert eneste sekund fortæller mig,
at det er her, mit liv skal leves.

– Og hvis det føles risikofyldt,
jamen, så er det sådan, det må være …
for de erkendelser, der skal give mit liv mening,
finder jeg ikke, når jeg selv sætter kursen …
de viser sig kun, når jeg lader livet lede vejen.

————————————————

Jeg ligger her helt stille og reflekterer …
jeg er midt i stilheden i min indre verden …
alle mit sinds porte står på vid gab …
roen og trygheden er total,
og mit fokus er alt og ingenting …

Jeg svæver midt i en stille strøm … en lille flod …
registrerer roligt alt, der flyder forbi …
fornemmer alt er godt … alt er rigtigt …
alt er sådan, som livet skal være …

Jeg fanger en forbifarende tanke …
holder den blidt op foran mig og smiler,
da jeg hører den sige:
– Var det virkelig nødvendigt med alle de år,
før vi nåede hertil?