Om “#11. Ode fra skaberen”.

Universet. Dets skabelse. Sammenhængen. Fysikken. Men mest af alt MENINGEN … har altid fascineret mig. Og så nu – i mine ældre år – hvor også det guddommelige kræver en forklaring, trænger denne ode sig selvfølgelig endnu mere på.

Derfor blev jeg selvfølgelig nødt til at skrive oden om universets skabelse, om sammenhængen og meningen. Jeg syntes, det var et godt sted at starte … med at præsentere “skaberen”. Oden udviklede sig dog. Skaberen trak sig lidt og gav plads til noget andet.

#11. Ode fra skaberen

TID 2018.09.11 12:02:32
RUM 54.765616 12.053868

Tænk på mig som på vinden.
En stille brise gennem skoven.
Eller en voldsom orkan mod kysten.
Sådan bevæger jeg mig ubesværet …
gennem kosmos og gennem tiden.

Gennem millioner af år
samler jeg støv og masse i ufattelige mængder.
Når målet er fuldt, tænder jeg lunten.
Og med et knald af den anden verden,
skaber jeg et nyt univers i et big bang.

Så jo – det er mig, der er skaberen.
Det er mig, der holder kosmos vedlige.
Jeg skaber og udsletter mælkeveje og universer.
Jeg tænder og slukker de smukkeste stjerner.
Og jeg plejer eller opløser planeter – nærmest pr. rutine.

Men min allervigtigste opgave er dog
at opmuntre og understøtte liv, hvor end jeg finder det.
Siden tidens morgen har jeg gennemtrawlet kosmos.
Selv de mindste tegn på liv har jeg passet og plejet,
og givet de bedste betingelser for overlevelse og udvikling.

For livet er ånden, som er overalt.
I alle de væsener, der samler erfaring på kloderne.
Og i alle de jeg’er, som tilsammen er ham, der er overalt.
Livet har altid været. Og vil altid være.

Og ånden, der er overalt, er min herre.
Gennem ham får alting mening og alting udvikles.
Og uanset mine mange evner og mægtige kræfter,
er jeg jo bare en slags varmemester. En vicevært.

Den evige magt og uendelige kraft er i jer,
der lever, erfarer og dør … igen og igen og igen.
Det er igennem jer, al udvikling sker.
I er ånden, der er overalt.
I er … kosmos.