Om “#108. Danser med stilheden III”.
Og så fandt jeg stilheden … den stilhed, som jeg håbede kunne give mig de svar, jeg tørster efter. Jeg bliver budt op af en usynlig dansepartner, der hjælper mig med at formulere stilhedens natur … det er så enkelt, at det nødvendigvis må være sandheden.
Men stilheden har en ekstra bonus til mig … for her møder jeg én, som jeg kun har mødt få gange tidligere … én, som jeg håber kan give mig alle de svar, jeg søger.
Denne ode er DEL III af trilogien ’Danser med stilheden’.
Læs DEL I. AFREJSE
Læs DEL II. EKSPEDITIONEN
#108. Danser med stilheden III
DEL III: DANSEN
TID 2022.05.26 13:08:21
RUM 54.779410 12.067927
Jeg lå på ryggen i den mangefarvede eng …
hvilede hovedet på en blød, mosbegroet træstub.
Jeg åbnede tøvende øjnene
og kiggede op i stilhedens klare, lyseblå himmel.
I det fjerne – langt ude i horisonten –
så jeg det karakteristiske lys fra en rød sol,
og jeg skimtede de kendte violette og blå træer.
Jeg vidste, det var et fata morgana …
drømmetænkning og kære minder
om min hjemplanet …
som en regnbue, jeg aldrig ville nå …
ligegyldigt hvor ihærdigt jeg forfulgte den.
Jeg lukkede igen øjnene
og ventede med frygt en tsunami af følelser af tab.
Men tsunamien udeblev, og jeg mærkede i stedet
ro og erkendelse indtage mit indre:
– Alting er som skal det være …
gode minder er ikke tabt, når du bærer dem i dig.
Jeg fornemmede, at jeg nærmest svævede i stilheden …
mærkede end ikke engens smågrene og græsser
prikke min ryg …
følte, at mit eneste fokus var selve oplevelsen.
Fuldstændigt uden forventninger registrerede jeg
med nysgerrtighed og taknemmelighed alt,
der kom til mig … det føltes som
lette snefnug eller kaskader af blomsterblade,
hvis eneste ønske var at behage mig.
Pludselig mærker jeg en tilstedeværelse …
jeg bliver løftet … nærmest tvunget på benene …
jeg har lyst til at åbne øjnene og se, hvad der sker …
men nydelsen er allerede for stor …
jeg svæver … jeg føres … som i en dans …
og jeg, som aldrig kunne danse …
jeg nyder øjeblikket … mærker en partner
holde min hånd og gribe min skulder …
Jeg er bange for at falde over grene, stubbe eller tuer
men jeg mærker ingen forhindringer …
bare svæver og drejer, rundt og rundt og rundt …
Jeg føres fra ét følelsesmæssigt højdepunkt til det næste,
og mellem to af disse når jeg at tænke:
– Hvordan holder vi rytmen?
Ikke en lyd høres og alligevel er hverken jeg
eller min partner i tvivl om tempoet og de næste trin.
Rundt og rundt og rundt … over hele engen …
jeg svinger min partner – bliver selv svunget …
mine fødder gør ting, jeg ikke anede, de kunne …
og under hele denne oplevelse mærker jeg,
hvordan denne tilstedeværelse, der føles som en kvinde,
skiftevis følger mig og fører mig …
Jeg ved ikke, hvor længe dansen varer …
det kunne være minutter, timer … måske ovenikøbet dage …
jeg er fuldstændigt bjergtaget af denne musiske oplevelse
selvom alting er tavst som graven …
Men så netop, som dansen er ved at slutte,
mærker jeg kvinden læne sig mod mig …
en skøn duft af kaprifolie fylder mine næsebor …
og hendes læber er lige ud for mit øre …
– Stilheden er, hvor du skaber den, hvisker hun …
Så slipper hun mig … og jeg slipper hendes hånd …
trækker armen, der holdt om hendes talje, til mig …
træder et skridt bagud og bukker dybt …
denne oplevelse kræver et buk af de store.
Så åbner jeg øjnene …
jeg ser hende ikke, men jeg ved, hun er der …
mærker, hun smiler og takker …
og jeg ved, hun er ingenting og alligevel alting …
måske selve livet?
Jeg står midt på den frodige eng …
en svag brise letter luften og vipper græsserne …
arbejdsbierne summer fra blomst til blomst,
lidt væk hører jeg den smukkeste fuglekvidder …
og langsomt forstår jeg stilhedens sande væsen …
– Stilheden findes i nu’et …
Den er rummet, der skabes, når vi glemmer planer og mål,
og giver os hen til oplevelsen.
– Og den er tiden, vi foræres,
når vi fokuserer på øjeblikket og på det,
vi vil fylde det med.
Men stilheden er mere … den er også mødestedet,
det er her, vi møder livet på tomandshånd …
her vi får lov til at stille alle spørgsmålene
og får alle svarene, når vi evner at fatte dem.
Og jeg tænker:
– Det er i stilheden,
erkendelser venter og mirakler fødes …
det er herfra vores verden går.
1. Ode #80. Skjulte døre.
2. Ode #61. Et værelse i Mesozoikum.
