Om “#104. Derfor …”.
Det er vigtigt for mig, at du forstår, hvorfor jeg skriver mine oder. Jeg gør det af nødvendighed. Jeg gør det, fordi jeg ikke har lyst til at forlade denne jord uden at forstå, hvorfor jeg blev placeret her for over 70 år siden. Hvad skulle jeg her? Hvordan får jeg disse mange år til at synes bare en lille smule meningsfulde? Og … ikke mindst: Hvad skal jeg nu? LIGE NU !?
#104. Derfor …
TID 2022.04.02 12:42:40
RUM 54.766754 12.054998
Tag med mig på en lille tankerejse …
Forestil dig en ung mand … omkring de 20 år …
bag ham ligger barndommen, skolen og gymnasiet,
og foran ham voksenlivet … det liv,
som han har drømt om gennem alle teenageårene.
Adrenalinen koger og drømmene lokker:
– Kom nu … du kan godt … du tør … du skal!!!
Og han kaster sig ud i det …
med forhåbninger så urealistiske og store,
at de næppe kan gennemføres.
Men de er dybfølte – og helt nødvendige
for at skabe fornemmelsen af et vel udnyttet liv …
et liv, som han greb med taknemmelighed
og med en følelse af forpligtelse til
at gøre sit bedste.
Så han satte barren højt,
og hver eneste dag kæmpede han for
at komme over og videre til det næste mål.
Kampen var så hård og fokus så intenst,
at han aldrig nåede til det med familie.
I perioder forsøgte han …
det var jo det, man gjorde …
det, man skulle.
Men når missionen mistede momentum
og målene fokus, lod han familie være familie
og kastede sig ind i kampen med fornyet styrke.
Og det gik da …
mange ville ovenikøbet sige ’ganske godt’.
Men der kommer jo en dag …
ja, det tror man ikke ved kampens start.
Men vi, der har været der …
vi ved, at den kommer … vi ved,
at vi en dag mærker, at én tager vores hånd,
ryster den lidt og siger:
– Tak for indsatsen. Du gjorde det godt.
Og vi ved, at hånden slipper og forsvinder,
og at vi kommer til at stå der … tilbage …
Alt det vidste jeg også …
men jeg vidste ikke, hvad jeg ville føle,
når jeg kiggede tilbage.
Jeg var slet ikke forberedt på, at det ord,
som jeg måtte sætte på min livslange kamp
og mine anstrengelser for at gøre mit bedste,
ville være: Ligegyldigt.
Dårligt. Forfejlet. Kikset. Middelmådigt …
alt det ville have været tåleligt.
Men LIGEGYLDIGT …
nej, det var ikke til at bære.
Så endnu en gang – nu blot 45 år senere –
står vores ven fra ungdommen og kigger frem.
Han valgte at lægge fejltagelserne bag sig,
og fokusere på fremtiden …
og selvom ét slag var slut og delvist tabt
valgte han at fortsætte kampen …
det lå simpelthen i hans dna …
lod sig ikke undertrykke:
– Her dør vi med sværdet i hånd, tænkte han.
Og universet hørte ham og var ham nådigt …
han begyndte at skrive og beskrive.
Alle sine tanker …
alle fortrydelser og glædesstunder …
mysterier, tvivl og erkendelser …
alt blev skrevet ned og manifesteret.
Universet åbnede hans sind og viste ham veje,
han aldrig havde fundet uden hjælp.
Og med denne nye tilgang til livet …
og mens spørgsmål, erkendelser og forståelse
manifesterede sig under hans hurtige fingre …
forsvandt ligegyldigheden og blev erstattet
af en vis mening med alting.
Og nu sidder han dér … alleryderst på bænken.
Har det lige godt med at kigge frem … og tilbage
og erkender, at målet aldrig nås.
– For det er ikke meningen, tænker han.
Det er tvivlen … det ikke fyldestgjorte …
usikkerheden, uvisheden og … nysgerrigheden,
ikke at forglemme,
der bringer os videre.
– Og derfor må jeg skrive …
også selvom erkendelserne synes minimale
og et gennembrud usandsynligt …
for intet andet giver mening.
DERFOR. Derfor må jeg skrive.
Og med denne lille tanke og et smil om munden
rejser han sig … løfter hovedet og kigger fremad …
og mens han begynder at gå
spænder han bæltet og sværdet om livet …
og kaster sig ud i den allersidste kamp.
