Om “#103. Ode til en stærk kvinde”.
Hun bor i et andet land. Jeg kendte hende ikke. Hun materialiserede sig for mig på de sociale medier. Og … hun overraskede mig … hun viste mig og alle andre, hvordan man bliver et rigtigt menneske … hvordan man åbner sig og med ærlig nysgerrighed opnår større forståelse og mindre fordømmelse. Et lysende eksempel til inspiration for os andre.

#103. Ode til en stærk kvinde

TID 2022.03.23 08:47:21
RUM 54.775791 12.063173

Hun kunne virke frygtsom og skrøbelig.
Som om hun opfattede livet som en trussel.
Skræmtes, når verden viste tænder
og mennesker ondskab.
Hun blødte for de svage – især for dyrene.
Havde tendens til at gemme sig i fortiden …
og påkalde de gamle guder … mest faderen og moderen.

Hun lignede en, der havde brug for hjælp …
og hun fik den …
folk trøstede, når hun virkede rystet og langt ude …
roste, når hun hankede op i sig selv og var stærk …
og hun klarede sig, selv når man tænkte:
– Nu rabler det for hende … nu kan hun ikke mere.

Og så … helt uden varsel …
steg hun af asken som en anden fugl Phønix.
Med en næsten barnlig nysgerrighed …
med klarsyn, kraft og helt uden fordømmelse,
kommenterede hun små og store mysterier,
og efterlod mig og alle andre lamslåede
og presset tilbage mod muren.

Hvad var det, der skete?
Målløse så vi hende fjerne lag efter lag
i kampen for at nå sin inderste kerne
og den største forståelse af alting.
Jo mere hun viste os af sig selv,
jo mere nøgen og forsvarsløs hun var,
jo stærkere fremstod hun …
vi så styrken og modet side om side
med frygten og fortvivlelsen …

For det er jo sådan, vi er … sådan vi skal være …
frygten får os til at stille spørgsmål,
og modet giver os styrke til at håndtere svarene.
Fortvivlelsen var ved at drive hende ud over afgrunden,
men i stedet lettede hun … og vingerne bar hende,
selvom det slet ikke var modet og styrken, hun ville …
det var ikke det, der var målet.

…. men … hvad ville hun da?
Hun ville kun én ting …
hun ville lære mere … erkende mere …
hun ville være et rigtigt menneske.
Hun tiggede og bad universet om at indtage hende:
– Vis mig alt det, jeg kan tåle at vide, sagde hun …
jeg har ikke andet mål i livet end erkendelse …
være den bedst mulige version af mig selv …
gøre så meget godt, som jeg kan.

Og universet hørte hende …