Man skal ikke have læst ret mange af mine oder for at vide, at jeg ikke er noget lykkeligt menneske. Jeg vil dog ikke kalde mig selv “ulykkelig” … men den der grundlæggende fornemmelse af lykke, som jeg tror eksisterer … er det ikke lykkedes mig at finde … Læs videre “#38. Ode til anerkendelse”
Da jeg først én gang havde rejst i kosmos, fik jeg smag for mere. Og selvom træer er langt mere tålmodige end mennesker, kunne jeg mærke, at mit rejsetræ på kanten af Østersøen glædede sig over at se mig og hunden Snar, da vi nærmede os fra syd. Læs videre “#37. Den 2. rejse”
Det har nok ikke undgået din opmærksomhed, at jeg indimellem har det svært med den ydre verden – mine medmennesker. Ikke med de mennesker, jeg møder, men med den store flok, som jeg ikke kender og ikke møder. Derfor har jeg med jævnlige mellemrum tanker om … Læs videre “#36. Ode til den ydre verden”
Det virker, som om livskvaliteten på vores plejehjem har været støt faldende gennem de seneste mange år. Ikke på grund af personalet, men fordi vores politikere stadig ser besparelser som vejen til mere effektivitet. Hvor tåbelige har disse politikere egentlig lov at være? Læs videre “#35. Marcel på plejehjem”
Vi er heldige … vi danskere. Ikke dygtige. Heller ikke mere intelligente eller smartere … bare mere heldige. Og alligevel har vi så svært ved at øse af vores held … vores overflod. Vi synes, vi har ret til det hele, selvom andre har så lidt. Læs videre “#34. Ode til danskerne”
Lad mig sige det lige ud: Marcel er en meget vred mand. Men når jeg ser mig om i verden, synes jeg fanden-gale-mig, at han har grund til det … ret til det. Problemet er bare … hans vrede går ikke ud over dem, den skulle … den går ud over ham selv. Læs videre “#33. Ode til vreden”
