Om “#142. The Universal Soldier”.
Det er ikke nemt at håndtere store forandringer i livet … de kommer ofte pludseligt og uventet, og de er hyppigt afløser for tilstande, som vi har levet med igennem masser af år. Uanset om det er indre eller ydre forandringer, så sætter de spor i vores måde at se og nærme os verden på … vi skal til at lære at være her på en helt ny måde.

Midt i alle de udfordringer minder jeg mig selv om, at forandring er af det gode … forandring er udvikling … og udvikling er det, som jeg ønsker, at mit liv skal handle om.

#142. The Universal Soldier

TID 2023.08.11 15:13:19
RUM 54.777752 12.064352

Jeg er krigeren …
jeg er ham, der stiller op,
når ulighed og urimelighed skal bekæmpes …
når dumhed og ansvarsløshed skal udstilles …
eller når gode initiativer skal hjælpes på vej.

Trangen til at møde op og til at kæmpe …
ligger så dybt i mit dna,
at det aldrig kunne falde mig ind
at overhøre et kald eller afvise en kamp …
og selvom jeg ikke helt forstår mekanismerne
og bevæggrundene bag min egen adfærd,
så er jeg ikke et øjeblik i tvivl om,
at jeg må adlyde, når sablerne rasler i skederne.

Men nu er jeg træt.
Jeg er træt helt ind i mine knoglers marv …
og langt ned i mit hjertes dunkleste kroge.
Fysisk træt … åndeligt udkørt.

Jeg er så træt, så træt.
Træt af de uendelige og ofte resultatløse kampe …
både dem, jeg kæmpede for anerkendelse og succes …
de mange, der handlede om at forstå mere …
og alle dem, jeg kæmpede, fordi jeg mente,
de gjorde verden til et lidt bedre sted for os alle.

Jeg føler mig som The Universal Soldier … ham,
der kæmpede for Canada, U.S.A., Rusland og Japan …
ham, der skrev Cæsar og Hitler ind i historien.
Hvilken kraft drev ham til slagmarkerne?
Mærkede han samme trang, som også jeg mærker …
nødvendigheden af at stå op imod uret og urimelighed …
manglende lyst til blot at være en blandt mange
og til at gemme sig bag ligegyldigheden?

Jeg kan ikke vide det,
men jeg er sikker på, at han indimellem følte sig …
træt … træt … træt.

Men jeg er stadig på fødderne …
’Last Man Standing’ …
jeg skuer ud over landskabet,
mens adrenalinen ulmer vredt over stilstanden
og den manglende udsigt til kamp.
Men jeg bekæmper den … holder den nede …
jeg ved, at dette måske er sidste chance
for endeligt at trække mig tilbage …
sidste chance for endeligt at overgive mig til roen.

Jeg har stået her længe …
spejdet håbefuldt og forgæves mod det fjerne …
rekognoseret i nærområdet og af og til
kastet blikket lidt længere væk …
Hvor er tegnet? Hvornår kommer signalet,
der efter alle disse år vil gøre det muligt for mig
endeligt at strække våbnene.

Men jeg ser ingenting … slet ingenting …
og så alligevel …
Jeg mærker en lille ændring indvendig …
mærker, at adrenalinen modvilligt trækker sig …
pulsen langsomt falder …
musklerne begynder at løsnes og slappes,
og mit åndedræt når ned i et leje,
det ikke har kendt i årtier.

Jeg fanger budskabet … forstår, det nu er slut.
Med tårer i øjnene og taknemmelighed i hjertet
griber jeg til bæltet … løsner det … holder det et øjeblik,
og træffer så den eneste mulige beslutning.
Mine våben klirrer og larmer i protest,
da de rammer jorden.

Og så … står jeg der … føler mig helt nøgen …
hvem er jeg nu?
The Universal Soldier …
Krigeren over alle krigere …

– Hvad nu, soldat?