Privat foredrag (gratis)

En aften i stilheden

Jeg skal ikke leve af at holde foredrag. Derfor holder jeg gerne gratis, privat foredrag hjemme hos mennesker, der har lyst til at høre min historie og til at tale om livet.

Jeg kalder disse foredrag “En aften i stilheden”, fordi jeg ønsker at tilbringe en stille og rolig aften sammen med jer, hvor jeg læser op af mine oder og fortæller om min søgning efter en mening med livet. Hvis I har lyst, hører jeg også meget gerne jeres tanker om livet … min største inspirationskilde er samtaler med mennesker.

Jeg forventer, at aftenens vært kan samle 10 mennesker, der har lyst til at skabe oplevelsen sammen med mig. Det ville også være dejligt med en kop kaffe eller te, og så skal jeg have mine transportomkostninger dækket med 1,50 kr. pr. kilometer.

Kontakt mig på telefon eller mail for at høre mere eller aftale en dato.