Jeg refererer meget til “pigen i skoven”, fordi det var hende, der startede min spirituelle rejse, og fordi mine samtaler med hende giver mig så meget inspiration. Men ellers fortæller jeg ikke om hende … hun vil gerne være privat … leve et stille liv. Men nu – for første gang – synes jeg, at jeg vil fortælle lidt om hende, for jeg besøgte hende i fredags.
Hun flyttede ud af skoven for lidt over et år siden. Skoven var blevet mere urolig … mere jagt, mere skovdrift … den var ikke helt den samme, som da jeg boede der.
Hendes søn og svigerdatter havde købt et husmandsted 5-6 km væk, og hun havde en drøm om et bofællesskab med dem og gerne flere. Så hun flyttede ind til dem. Efter et halvt års tid kunne hun dog mærke, at tempoet og forventningerne var forskellige, og nu har hun købt en beboelsesvogn, som er blevet sat op i grundens nordøstlige ende.
Det er et dejligt hjem … 25m2 … et lille garderoberum i den ene ende, og så et stort rum, der starter med et køkken, så en spiseplads og til sidst et soveområde … der ligger hun på sengen og kan kigge direkte ud af vinduet og nyde naturen på alle tidspunkter og alle årstider.
Så nu ved du, at pigen i skoven har det godt og nyder livet.