Selvom forplantning og ensomhed naturligvis er relaterede emner, er de ikke gensidigt afhængige, og jeg er derfor enig med dig i, at din ode endte et helt andet sted, end den tanke, den startede med.

Man kan jo godt være ensom, selvom man lever i et parforhold, der er små børn omkring en og dagen ikke levner et ledigt minut. Dag efter dag, hvor man føler sig helt alene med det hele fra morgen til aften uden en anden voksen at tale med dele det hele med. Uden meget andet end “Godmorgen, skat” og “godnat, skat”.

Ensomhed kommer ikke af manglende forplantning og den bekæmpes (efter min mening) ved at være noget for andre. Og jeg kender en, der er helt perfekt til at være ham den hyggelige og vise onkel, der kigger forbi i et par dage og er god at snakke med over madlavningen og et glas rødvin, når man trænger allermest til at sludre i godt (voksent) selskab.