Baggrund

Dette notat ‘Gæster fra Jorden’ er det fjerde, som jeg bringer fra Agnetha Freuds dagbøger. Efter en rejse i kosmos i min første roman, ”Jeg er den rejsende”, gik jeg tilbage i Agnethas dagbøger, og jeg fandt dette notat. Agnetha skrev det samme dag, som Marcel, Bodil og hunden Snar sammen med rejsetræet fra Munkfors besøgte en søsterplanet til Jorden i et ukendt og fjerntliggende univers.


Tidligere dagbogsopslag fra Agnetha Freud:

#68. Gæster fra Jorden (A.F. IV)

TID 2020.05.26 21:13:10
RUM 54.772363 12.060117

Denne dag vil noget særligt.
Den vil ikke bare være onsdag 7. juni 2084.
Den vil noget mere, og jeg er spændt på hvad.

Optimismen er ved at indfinde sig i Svealand.
Det mærker vi her i vores lille bygd ved kysten, Ystad.
Når Bertil og jeg sidder i aftensolen og kigger mod vest,
kan vi se, at de sorte mønstre – resterne af krigen –
trækker sig stadig længere væk i horisonten.
Vi mærker også, at mildheden indfinder sig …
den milde og frugtbare Moder Natur bliver stærkere,
og kraften og safterne gærer i hendes åndedrag …
sådan har jeg ikke mærket hende, siden jeg var barn.

Formiddagen virker lun og mild, og jeg siger til Bertil:
– Vi skal i skoven i dag.
Men først vil jeg skrive … min dagbog kalder på mig.
Og Bertil rejser sig med besvær og strækker ryggen.
Sikken et par vi to … mor og søn …
jeg er 92, og han er lige blevet 70.
Han griber et lugejern og går i gang med køkkenhaven.

Jeg sætter mig ved det lille bord foran hytten.
Min dagbog ligger foran mig,
og jeg begynder at skrive denne lille tekst.
Som altid når jeg skriver, griber følelserne mit sind,
og jeg mærker knapt den svage ændring i energierne.
Sveden bryder frem … jeg tørrer panden … og kigger op …
og i det øjeblik ved jeg, hun er der.
Jeg ser kun den smukke himmel,
men jeg ved, hun er der … og jeg smiler … og græder rørt.

– Bertil, kalder jeg. Og han kommer og holder om mig,
mens mine tårer triller.
– Vi skal i skoven nu, hvisker jeg.

Hele vejen til den lille gravplads i skoven
mærker jeg hendes nærvær og kærlighed.
Og hun er der, da vi lægger blomster til Göran og Karen,
og til Bodil og Evert og Anders og Mats.
Først da vi vender om og går hjem,
trækker hun sig stille tilbage …
og det er i det øjeblik, jeg træffer min beslutning …

– Bertil. Når jeg dør, tager du rejsetræet inde i lysningen.
I rejser til planeten Jorden, og I afleverer mine dagbøger
til min søster Bodil.
– Det er vigtigt. Måske kan Jorden undgå krigen,
når de kender konsekvenserne …
og så måske … alligevel ikke.

Og senere samme aften sidder jeg med dagbogen
og skriver dagen færdig …
– Denne dag vil stå som en af mit livs milepæle.
Den viste mig, at kosmos er et mageløst sted …
så stort og uendeligt og alligevel så nært …
så nært, at sjæle overalt i kosmos
bindes sammen af kærlighed og omsorg.

Og deraf opstår glæden … den er overalt omkring os …
lige for vores fødder … lige til at samle op.
Det eneste, det kræver, er,
at vi en gang imellem stopper op og er stille …
at vi husker at kigge op, når vi fornemmer nærvær,
at vi tør sende kærlige tanker ud i det ukendte,
og at vi vover tro på det, vi føler, men ikke forstår.

Så … tak, lille dag …
tak for din ambition om at ville noget særligt …
tak for dette dejlige minde om min søster fra Jorden …
Dig, lille dag … dig vil jeg huske, lige til jeg dør.

Agnetha Freud
7. juni 2084

Jeg Suis le Sauveur

Jeg er frelseren. Du er frelseren. Enhver, der påtager sig et medansvar for klodens overlevelse, er frelseren. Og enhver lille handling, der medvirker til at spare på vores fælles ressourcer eller mindske ulighed, har sin berettigelse. Vi behøver ikke gøre det 100%. Men vi må gøre det, så godt, vi kan – hver på vores måde. For det er sådan, vi frelser kloden. Og dem, der følger.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *