Baggrund

Jeg havde fundet min livsmission. Efter 4 års søgen og 2 års skriverier så jeg pludselig, hvad det var, der skete i mit liv. Jeg så den helt logiske sammenhæng mellem det, jeg gjorde og det, der var brug for. Jeg forstod den skepsis, jeg mødte og vidste, jeg skulle acceptere den … lade den være … ikke ændre min adfærd, og jeg beskrev oplevelsen i ode #65. MISSIONEN … men så …

I dagene derefter mærkede jeg en ubalance … der var noget, som ikke passede … eller rettere … noget passede lidt for godt. Dertil kom en lidt for overvældende lugt af messias … så jeg satte mig og skrev ode #66. MISSIONEN. ANTIKLIMAKS.

#66. Missionen. Antiklimaks.

TID 2020.04.12 11:00:01
RUM 54.765948 12.053994

Det var en stor lettelse
endelig at kunne sætte ord på min mission.
Jeg havde tidligere følt mig fristet til at sige:
– Nu er den der!
Men hver gang var jeg veget tilbage …
havde ladet tvivlen vinde.
Men nu var jeg ikke i tvivl … alt passede perfekt:

JEG SKULLE VISE MENNESKER MØRKET.

Og jeg troede faktisk, at det så var det …
jeg var lettet … og måske – i en dag eller to –
endda en lille, smule lykkelig.
Jeg glædede mig til at dykke i mørket – udforske det
og vende tilbage med nye tanker og visdomsord.

Men der var noget, som ikke bekom mig vel …
jeg brød mig ikke om, det lugtede lidt af messias.
Men der var også noget, som ikke stemte …
eller rettere … noget stemte lidt for godt …
virkede lidt for letkøbt.

Når jeg så på den nye forståelse af min mission,
så bestod den jo blot i at gøre det,
som jeg hele tiden havde gjort …
var det egentlig ikke lidt for nemt?

Og når jeg koblede den tanke med dét,
som mine oder hele tiden havde fortalt mig …
nemlig at min mission bare er at være her …
så var der kun én mulig konklusion:

VORES MISSION ER ALTID … PRÆCIS DET, VI GØR.

… det var ikke lige det, jeg havde håbet på …
… ikke lige de tanker, jeg havde om mit livs mission …
… men det lød jo fuldstændig rigtigt … og enkelt …
… som sandheder ofte gør …

Jeg reflekterede over det … og tænkte:
– Hver eneste lille ting, vi går og gør,
har som mål at fylde vores liv med mening.
Og det er jo netop det … et meningsfyldt liv …
der er formålet med vores mission.
Og derfor er vores mission præcis det,
vi går og gør hver eneste dag.

Det kunne ikke være anderledes, tænkte jeg …
både analysen og konklusionen holder vand.
Og jeg som havde gået i årevis og tænkt:
– Hvad er det, jeg skal gøre for verden?
Der er ikke mere mening med mit liv end det,
jeg formår at udrette her på kloden.

Men nu så jeg,
at missioner ikke vender udaf – men indad.
Kernen i ethvert menneskes mission …
er mennesket selv.
Jeg behøver slet ikke tænke over,
hvordan andre reagerer på mine handlinger …
når bare jeg ved, at de giver mening for mig.

Og når mine handlinger glæder andre,
kan jeg glædes sammen med dem …
og når de påfører andre sorg og smerte,
må jeg forsøge at ændre min adfærd eller erkende,
at min næstekærlighed og rummelighed
ikke er fuldkommen …

Først følte jeg erkendelsen som en skuffelse
– et antiklimaks.
Men så mærkede jeg friheden … friheden ved ikke
at skulle leve op til andres forventninger …
friheden ved bare at gøre det,
som jeg følte var det rigtige og det vigtige.

… og nu står jeg så her … kigger frem ad livets vej …
… den ligner sig selv, men det er den ikke …
… for der er ikke længere nogen mission, jeg skal jagte …
… jeg skal bare være der … bare følge vejen …

– Det lyder godt nok lidt kedeligt, tænkte jeg …
på den anden side …
lidt forandring har aldrig skadet nogen.

Så jeg hankede op i min gamle, brune kuffert.
Skubbede den bløde hat om i nakken.
Så til venstre, så til højre …
besluttede at højre var bedst og begyndte at gå.

Jeg Suis le Sauveur

Jeg er frelseren. Du er frelseren. Enhver, der påtager sig et medansvar for klodens overlevelse, er frelseren. Og enhver lille handling, der medvirker til at spare på vores fælles ressourcer eller mindske ulighed, har sin berettigelse. Vi behøver ikke gøre det 100%. Men vi må gøre det, så godt, vi kan – hver på vores måde. For det er sådan, vi frelser kloden. Og dem, der følger.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *