#53. Ode til drengen

Mere end et år før, jeg skrev denne ode, skrev jeg ”#6. Ode til jeg’et”. Disse oder er to sider af samme fortælling … den første fortæller drengens historie, hvorimod denne fortæller åndens historie … begge er min vision om, hvorfor mit liv blev, som det blev … temmelig ligegyldigt føler jeg … kunne forklaringen være den, jeg fortæller om her?

Idéen opstod, da jeg vågnede en nat på mit værelse på Martinus Center i Klint … jeg følte mig beriget og overøst med inspiration og muligheder. Jeg så for mig en lille dreng på en strand … han sad med en plastikspand og en skovl … var fuldstændig opslugt af opgaven … at fylde spanden med sand. Men … så skete der noget …

#53. Ode til drengen

TID 2019.10.30 13:22:10
RUM 54.768526 12.056609

Der sidder en dreng på en strand … velnok 6-7 år gammel.
Han er fuldstændig væk i sin opgave …
at fylde sin spand med sand.
Intet andet i denne verden interesserer ham.

Og alligevel …
pludselig løfter han hovedet og kigger op …
og i det øjeblik forlader ånden ham …
stiger og stiger og stiger … til den forsvinder i det blå.

Drengen virrer med hovedet, studser,
griber den lille plastikskovl igen …
men stopper så … rejser sig … og går ud i livet.
Fra det øjeblik var han aldrig i nu’et igen.

Og imens har ånden begyndt sin rejse.
Den sejler på universets vinde …
nogle gange majestæteligt og elegant
som en flot 3-mastet skonnert …
til andre tider kastet rundt som en papirsbåd
af kræfter, som dens rejse vil lære den at forstå.

Med undren og ærefrygt begynder ånden
at fatte omfanget af det hele …
ser hvordan alting hænger sammen
i de smukkeste og mest logiske mønstre.
Ser godheden side om side med uvidenheden
… for ondskaben eksisterer slet ikke.

I årtier rejser den i områder, hvis størrelse ingen kan fatte.
Opnår erkendelser, som fylder den med glæde og trøst.
Den når helt derud, hvor alt burde slutte.
Den fornemmer, der er mere, men tøver …

Og imens … på den blå planet i et hjørne af universet,
er drengen blevet til mand …
har kæmpet sig gennem livet pr. automatik …
fyldt det med udfordringer for at nå lykken …
men forgæves.

Nu står han … 67 år gammel … på stranden og kalder …
og i den anden ende af kosmos, bliver der lyttet …
… endelig hører ånden den besked,
som den ubevidst har ventet og håbet på.
Den skyder afsted … forbi buldrende sole,
døende stjerner, levende galakser og sorte huller …
gennem tiden og imod tiden
og når til sidst … Mælkevejen …

Og der i det fjerne hænger en smuk, blå planet …
ubevægelig, men levende … på den mørke bund.

Som en kæmpemæssig, kraftfuld skytsengel
sænker ånden sig foran manden ….
træerne rusker, skyerne flygter og bølgerne brydes.
Manden ser først kun naturens uro …
men så … svagt i disen … sitrende bølger af energi.
Han mærker sit hjerte svulme og glædes.

Og i det sekund englen favner ham.
fatter han øjeblikkets storhed … og tænker:
Nu begynder livet.

Jeg Suis le Sauveur

Jeg er frelseren. Du er frelseren. Enhver, der påtager sig et medansvar for klodens overlevelse, er frelseren. Og enhver lille handling, der medvirker til at spare på vores fælles ressourcer eller mindske ulighed, har sin berettigelse. Vi behøver ikke gøre det 100%. Men vi må gøre det, så godt, vi kan – hver på vores måde. For det er sådan, vi frelser kloden. Og dem, der følger.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *