Kære Vibeke. Det har bare aldrig været nok for mig at mærke ‘det’ (eller Gud eller whatever) indeni … eller den fysiske verden har været så nærværende og udfordrende for mig, at alt andet blev målt efter. denne målestok: Hvad klan det? Kan det bevise sig selv? Forekommer det logisk? Og så videre og videre.
Og jeg har ikke sluppet den tanke helt, men det, der skete for mig, som jeg beskriver i denne ode, er, at jeg fik et glimt – og måske lidt mere – af den følelse, der gør, at jeg kan at acceptere uden bevis. Nu må vi se, om den har tænkt sig at blive, eller om den bare var et skib i natten. KH C

Det vigtigste er, at vi finder det i livet, der giver mening for os hver især.
For mig er tro og Gud ikke noget, jeg som sådan behøver at forstå til bunds. For mig er det ikke noget, der kan bevises, det kan kun føles, mærkes og tros. Lidt som med kærlighed. Den har ikke meget med fornuft at gøre. Og den kan man heller ikke bevise, kun vise, føle og tro på.
Men gennem livet kan man blive klogere på det hele, ved at lytte, tænke, søge at forstå…. Netop derfor det er så givende at læse bl.a. dine oder med dine tanker om livet og meningen med det hele. Så tak for dine flittige skriverier. De er en gave