Om Ulendorf

Hej. Mit navn er Carsten Ulendorf.

Hele mit liv har handlet om kommunikation, og i 2016 gik jeg på pension efter 27 år som bureau indehaver og selvstændig reklamemand. Og hvad så …??? Nå ja, foreløbig er jeg ikke Phd (Pensionist hele dagen). Jeg arbejder stadig 20 timer om ugen for en lille håndfuld gode kunder.

Jeg har altid følt, jeg havde en mission

Jeg ved ikke, om du kender det. Eller om andre har det på samme måde. Men jeg har altid følt, at jeg blev sat på denne jord med et formål … stort eller lille … det ved jeg ikke. Men der var en mission – noget jeg skulle.

I hele mit arbejdsliv blev denne følelse udmøntet i mine jobs, selvom jeg tror, jeg inderst inde vidste, at det ikke var mine jobs og mit arbejde, der var min mission. Men det lykkedes mig at fortrænge den følelse – lige indtil jeg blev pensioneret. Så kom den buldrende med 120 km i timen.

Vil du finde din mission, må du lede efter den

Mit første pensionsår gik mere eller mindre op i frustration. Men så mødte jeg Kirsten … den senere så “berømte” 🙂 Kirsten-i-skoven. Kirsten er en rigtig 68-flipper, og hendes totalt anderledes udgangspunkt gav min søgen efter en mission ny næring. Jeg begyndte at søge steder, hvor jeg ikke tidligere havde været.

Det startede i Klint i marts måned 2017. I Klint ved Nykøbing Sj. ligger Martinus Centret, hvor sommerhalvåret er fyldt med foredrag og weekend- og ugekurser omkring Martinus’ lære.

Jeg besøgte og boede på Martinus Centret i Klint fem gange i løbet af 2017. Jeg vil ikke sige, at det var en øjenåbner for mig … men Martinus’ lære bekræftede og udbyggede i den grad tanker, som jeg havde gjort mig i løbet af livet.

Sideløbende med disse kurser og ophold mødtes jeg med Kirsten-i-skoven 2-3 gange om ugen, når jeg var på mine daglige hundeture i Corselitze skovene og på stranden. Så blev der drukket kaffe og snakket liv og mening i en-time-til-halvanden.

Og så kom missionen, eller …???

I den periode forsøgte jeg at skrive en bog. Jeg startede en blog. Og jeg fotograferede min mad og lagde den på nettet.
Intet gav rigtig mening … her var ingen mission.

Men så i juni måned satte jeg mig ved computeren. Jeg designede en side og brugte et af mine billeder fra mine strand- og skovture … det er jo ikke for ingenting, at jeg har lavet annoncer i 30 år.
Jeg lavede en overskrift: “Mission not accomplished” … og så begyndte jeg bare at skrive. Af hensyn til læsbarheden inddelte jeg teksten i klummer af 3-4-5 linier, og jeg opdagede, at denne form gjorde det nemt for mig at fortælle mit budskab. Det var min første ode, og den blev senere omdøbt til “Ode til Marcel”.

Var det så min mission? At skrive digte eller oder? Jeg ved det ikke, men det fylder i hvert fald mit liv med en helt ny slags mening at have fundet en måde at kommunikere på (læs evt. “Ode til den sidste kamp”).