Om Ulendorf

Hej. Mit navn er Carsten Ulendorf.

Hele mit liv har handlet om kommunikation, og i 2016 gik jeg på pension efter 27 år som bureau indehaver og selvstændig reklamemand. Og hvad så …??? Nå ja, foreløbig er jeg ikke Phd (Pensionist hele dagen). Jeg arbejder stadig 20 timer om ugen for en lille håndfuld gode kunder.

Jeg føler, jeg har en mission

Men jeg besluttede ret hurtigt efter min overgang til pensionist, at der skulle ske noget nyt i mit liv. Det er ikke nok for mig, at hverdagen har ændret sig. At der er blevet tid til at sove længe. Til at gå lange ture med hunden. Og så videre.

Nej, der skal ske noget afgørende nyt. Jeg føler, jeg har en mission. At der er noget, som jeg skal. Men … jeg kan ikke finde ud af, hvad det er.

Vil du finde din mission, må du lede efter den

Jeg har altid haft en holdning til næsten alt i livet … især samfund og politik. Jeg har også altid interesseret mig for madlavning, og endelig stiftede jeg i 2017 bekendtskab med Martinus. Derfor tænkte jeg, at jeg ville prøve at skrive om ting, som jeg følte burde kommenteres eller deles og måske ad den vej finde frem til min mission.

Så jeg startede denne blog med indlæg om livet, samfundet og grøn madlavning. Efter nogle måneder opdagede jeg imidlertid, at verden er fuld af fantastiske madbloggere – der var simpelthen ikke brug for endnu en madblogger – og slet ikke en middelmådig en af slagsen.

Mine indlæg om samfundsting tændte mig ikke rigtigt. Jeg fandt ikke glæde ved at skrive dem. Lidt bedre gik det med mine indlæg om livet … jeg skrev bl.a. om folkekirken og researchede ved at tage rundt til gudstjenester i lokalområdet. Men min livsmission var det ikke.

I juni måned 2018 skete der noget afgørende

I starten af 2016 mødte jeg Kirsten i hundeskoven i Nykøbing F. Samme sommer overtog hun mit lille hus i Corselitze skoven, og jeg flyttede lige udenfor skoven. Men jeg skulle jo stadig til stranden med min  hund hver morgen, og ofte fortsatte jeg turen forbi mit gamle hus og Kirsten.

Gennem de næste 2 år blev det til ganske mange formiddagsbesøg i skovhuset. Og ganske mange lange samtaler om livet og meningen med det. Og i juni måned 2018 skete der noget afgørende …

Jeg var begyndt at opleve glæden ved processen … altså glæden ved bare at være. I stedet for hele tiden at være på vej mod mere eller mindre vigtige mål. Samtidig havde havde jeg en masse billeder fra mine daglige ture i skoven og til stranden. Jeg havde også mit store behov for at kommunikere og fortælle omverdenen om mine tanker. Og endelig havde og har jeg jo mit “skriver-gen” … det at skrive falder mig utroligt nemt … når jeg altså ved, hvad jeg skal skrive.

I juni måned satte jeg mig ved computeren. Jeg designede en side med et af mine billeder i toppen. Så lavede jeg en overskrift om et emne, som jeg ville skrive om. Og så begyndte jeg bare at skrive et digt … ja, hvad er et digt? For mig er det en tekst, der er inddelt i vers.

Og jeg opdagede, at denne form gjorde det nemt for mig at fortælle mit budskab. Det begrænsende mig i forhold til at skrive en bog – men det fandt jeg godt og inspirerende. Og jeg blev nødt til at komme af med hele budskabet, før siden slap op – også dét var sundt for mig.

Men først og fremmest manglede jeg aldrig inspiration. Når jeg går mine ture i dag, får jeg masser af idéer til ting, som jeg gerne vil sige. Så går jeg hjem. Indsætter en side mere i InDesign filen. Skriver overskriften og måske et par stikord … og så venter jeg ellers til inspirationen maser sig på en dag. Og så gør jeg digtet færdigt.