Om Samfundet

Jeg kan lige så godt bekende kulør: Jeg har været blå rent politisk det meste af mit liv. Jeg kom fra en konservativ, men meget socialt bevidst familie, men jeg blev hurtigt selv radikal.
Og jeg var stolt over de radikale i mange år … stolt af Niels Helveg Petersen, Marianne Jelved og Margrethe Vestager (gør hun det ikke bare godt i EU :-)). Men det er nok den sværeste partilederpost i Danmark. Partiet er lille, men har hyppigt stor indflydelse … det har Morten Østergaard lidt svært ved at håndtere og profilere.

Jeg stemmer på den første politiker, der siger: Jeg tog fejl

Nå, men alt i alt … jeg er ikke nogen stor fan af politikere, og jeg husker tydeligt, at jeg engang i 1990’erne i et voldsomt anfald af politikerlede sagde til mig selv: Første gang du hører en politiker sige “Jeg tog fejl”, stemmer  du på ham eller hende uanset partifarve.

Det var jo et rimeligt nemt løfte at afgive, og jeg blev aldrig tvunget til at indfri det. Ikke før i 2015, da Uffe Elbæk stiftede Alternativet. Ikke alene indrømmede de, når de tog fejl … de havde ovenikøbet skrevet ind i deres program, at de “forbeholdt sig ret til at tage fejl”.

Da jeg første gang satte mit kryds ved Alternativet, følte jeg, at jeg var kommet hjem.

Den største trussel er, at politikerne ikke tør se virkeligheden i øjnene

Allerede i starten af 90’erne, hvor statsminister Poul Schlüter slog hårdt på nødvendigheden af økonomisk vækst, tænkte jeg: Det kan jo ikke blive ved. Vi kan ikke bare blive ved med at vækste.
Og det er efter min mening den største trussel mod vores samfund i dag: Alle politikere – undtagen Alternativet – accepterer økonomisk vækst som en nødvendighed. Men kloden kan ikke klare det, og samfundet mister sin sammenhængskraft, fordi øget økonomisk vækst er lig med øget ulighed.

Og hvorfor accepterer de fleste politikere fortsat tanken om økonomisk vækst?
Fordi de ikke ser et alternativ. De ved ikke, hvad de skal sætte i stedet. Efter min mening er det ikke grund nok til at lukke øjnene. Acceptér dog for pokker, at vi har et problem og gå i gang med at løse det.

Det er derfor, jeg letter på hatten for Alternativet … de TØR sige det, selvom de ikke har den fulde løsning. Uffe Elbæk stod på et tidspunkt i spidsen for en lederuddannelse, der hedder Kaos-piloterne … og det er lige det, der er brug for nu: Nogle politikere, der tør operere i et  felt, der ikke er 100% forudsigeligt.