Mine digte

Jeg har aldrig læst digte. Digte siger mig ikke noget. Hvorfor er jeg så begyndt at skrive digte? Det kan du læse om her: “Om Ulendorf”.

Om mine digte

Jeg besluttede ret hurtigt, at jeg ville kalde mine digte for “Oder”. Jeg ved ikke hvorfor … det lyder godt og autentisk. Og så er det jo ikke digte sådan som et digt er et digt … jeg får måske lidt mere frihed på den måde.

Jeg besluttede også, at der skulle være et billede fra min skov eller min strand ovenover hvert digt. Det hænger ikke nødvendigvis sammen med digtet, men jeg føler glæde ved at bruge billederne fra mine mange ture.
Og jeg tumler lidt med en idé om printe mine digte og bede lokale kunstnere om at male eller tegne ovenpå billederne for at skabe nogle unikke værker … men lad os nu se, om det nogensinde bliver til noget.

Opdatering 6. november 2018.

Forsøget med at få lokale kunstnere til at dekorere/male ovenpå mine billeder blev ingen succes. Processen med at involvere andre blev for tung, og der kom ikke det ud af det, som jeg havde forventet. Og jeg har ikke selv evner med en pensel i hånden.

Til gengæld fik jeg en vision en dag … jeg fik en idé til, hvordan jeg kunne Photoshoppe et billede, så det understregede idéen i digtet. Idéen med Photoshop havde jeg afvist tidligere, fordi jeg havde visionen med at blande foto og malerkunst. Men da det nu ikke virkede, kom idéen tilbage.

Og den arbejdsform gav god mening, for jeg er visuelt orienteret, jeg får idéer hele tiden, jeg har billederne og tager hele tiden nye, og jeg har arbejdet med Photoshop i over 20 år. Så nu kunne jeg arbejde fuldstændig, som jeg ville. Lave fuldstændig det, som jeg ønskede – indenfor mine evner selvfølgelig.

Så fandt jeg på, at jeg ville nummerere mine digte, så de ikke bare var en stor gryde med en masse løsthængende tekster … nummereringen skabte et forløb. Og jeg gav dem en undertitel, der bestod af det tidspunkt, hvor jeg lavede digtet færdigt. Og en undertitel mere, der angav det geografiske sted, hvor jeg havde taget billedet i toppen.

Og endelig indsatte jeg en reklame i bunden for en idé, som jeg fik i 2013, “Je Suis le Sauveur”.

Hvorfor tror jeg, at jeg kan skrive digte?

Da jeg havde skrevet mit første digt “#1. Ode til Marcel”, tog jeg det med til en lille, intim Skt. Hans aften hos Kirsten i skoven. Der læste jeg det op og fik meget ros.
Siden læste jeg det op for andre – med samme resultat. Og på et tidspunkt besluttede jeg simpelthen: Mine digte er gode nok.

Mange mennesker har den holdning, at hvis man selv får noget ud af at male, digte, skrive mv. – så er det ok. Så er det mening nok. Jeg er enig et stykke hen ad vejen. Men alligevel var det ikke nok for mig … jeg havde behov for at føle mig lidt mere sikker.

Så digtningen giver mening for mig nu. Jeg oplever glæde ved at skrive digtene og blive lidt klogere på mig selv. Men det betyder altså også noget, at der er nogen, som får en god oplevelse ved at læse eller høre dem.