Hvorfor skriver jeg oder?

Når jeg skriver oder om den indre og den ydre verden, bliver jeg klogere på mig selv og på livet. Jeg håber, det en dag fører mig til den bedste version af mig selv.

Om mine oder

Jeg besluttede ret hurtigt, at jeg ville kalde mine digte for “oder”. Jeg tænkte: Så behøver du ikke at rime. For jeg har slet ikke lyst til at rime … jeg har lyst til at øse af mine følelser uden at svække forståelsen ved at underlægge mig rimets krav. Og jeg har lyst til at få dig til at føle og mærke det samme, som jeg mærker … det, som det kun er lykkedes mig at mærke, fordi jeg skriver.

Og det er faktisk kernen i det hele: At skrive er at erkende. Når jeg sætter mig til computeren og begynder at skrive, er det som om, jeg kan dykke i et ocean af følelser og tanker, der handler om netop det, som jeg er ved at skrive om. Og når jeg er færdig med en ode, føler jeg, at der er et stykke mere af livet, som jeg forstår … et tab mere, som jeg kan kategorisere og skubbe så meget væk, at jeg kan komme videre.

Hvorfor er der billeder ved mine oder?

Som reklamemand har jeg altid arbejdet på den måde, at jeg designede en annonce eller en brochure, mens jeg fik idéen på plads. Jeg skrev aldrig en reklametekst på et blank stykke papir i Word og lod andre gøre den færdig.

Derfor startede min “ode-karriere” også med, at jeg satte min ode op som en annonce … et billede i toppen og teksten pænt formateret, så totalen var grafisk flot og let læselig … jeg gjorde mig selv klar til at være kreativ og skrive en god ode.

Og på en måde hang det jo helt fint sammen. På mine daglige skov- og strandture fotograferer jeg altid… der er så mange gode billeder og flotte grafiske kompositioner. Og når jeg så kan bruge mine billeder i mine oder, hænger det hele jo sammen og giver mig glæde … for det er på stranden og i skoven, jeg forbereder mine oder (og så selvfølgelig hos Kirsten-i-skoven og Jønne-Bønne ikke at forglemme).

Har billederne en funktion?

Jeg erkendte hurtigt, at billederne ikke kunne relateres til indholdet i mine oder. Men så fik jeg den tanke, at jeg ville spørge nogle af de kunstnere, som jeg har lært at kende gennem Kirsten, om de ville male ovenpå mine fotografier for at skabe forbindelsen til digtet.

Vi prøvede det, men det fungerede ikke, som jeg havde drømt om. Efter at have spekuleret over det en tid gik jeg tilbage til en gammel idé – nemlig at Photoshoppe billederne … jeg kender nemlig Photoshop ganske godt, og jeg har et godt grafisk øje.
Meningen var, at billederne skulle understregede idéen i digtet. Dertil kom det nu aldrig, men jeg holder fast ved Photoshop idéen lidt endnu, fordi jeg tror, det bliver for meget med det ene “skønne” naturbillede fra skoven og stranden efter det andet …. der må godt ske lidt mere.

Hvad er det der med TID og RUM?

Så fandt jeg på, at jeg ville nummerere mine digte, så de ikke bare var en stor gryde med en masse løsthængende tekster … nummereringen skabte et forløb og fortalte den rækkefølge, som de er lavet i.
Jeg gav dem også en undertitel, der bestod af det tidspunkt, hvor jeg lavede digtet færdigt. Og en undertitel mere, der angav det geografiske sted, hvor jeg havde taget det tilhørende billede.

Hvorfor tror jeg, at jeg kan skrive digte?

Da jeg havde skrevet min første ode “#1. Ode til Marcel” i juni måned 2018, tog jeg den med til en lille, intim Skt. Hans aften hos Kirsten i skoven. Der læste jeg den op, og bagefter havde både jeg og tilhørerne en klump i halsen.

Siden har jeg læst mine oder op for andre – altid med samme resultat. De tanker, jeg gør mig, vinder genhør hos andre … og næst efter min øgede erkendelse ved at skrive, er dette den allerstørste belønning.

Tænk at jeg kan skrive noget, som er alment gyldigt. Tænk at andre genkender noget af sig selv i det, jeg skriver. Det er vildt. Jeg er taknemmelig.