Hvorfor skriver jeg oder?

Jeg skriver oder til den indre verden og den ydre verden. De sidste er blot kommentarer til samfundet og til livet … den ydre verden. Tanker jeg gør mig … tanker, jeg har lyst til at dele.

Det er helt anderledes med oderne til den indre verden. Disse tekster er et forsøg på at kompensere for en følelse af tab … eller måske snarere forstå, hvorfor jeg oplever, at tab er og har været en stor del af mit liv.

Jeg har ikke lyst til  at forklare det yderligere … lige nu i hvert fald. Men jeg håber og tror, du vil forstå, hvad jeg mener, når du læser mine oder til den indre verden.

Om mine oder

Jeg besluttede ret hurtigt, at jeg ville kalde mine digte for “oder”. Jeg tænkte: Så behøver du ikke at rime. For jeg har slet ikke lyst til at rime … jeg har lyst til at øse af mine følelser uden at svække forståelsen ved at underlægge mig rimets krav. Og jeg har lyst til at få dig til at føle og mærke det samme, som jeg mærker … det, som det kun er lykkedes mig at mærke, fordi jeg skriver.

Og det er faktisk kernen i det hele: At skrive er at erkende. Når jeg sætter mig til computeren og begynder at skrive, er det som om, jeg kan dykke i et ocean af følelser og tanker, der handler om netop det, som jeg er ved at skrive om. Og når jeg er færdig med en ode, føler jeg, at der er et stykke mere af livet, som jeg forstår … et tab mere, som jeg kan kategorisere og skubbe så meget væk, at jeg kan komme videre.

Hvorfor er der billeder ved mine oder?

Som reklamemand har jeg altid arbejdet på den måde, at jeg satte en annonce eller en brochure op, mens jeg fik idéen på plads. Jeg skrev aldrig en reklametekst på et blank stykke papir i Word og lod andre gøre den færdig.

Derfor startede min “ode-karriere” også med, at jeg satte min ode op som en annonce … et billede i toppen og teksten pænt formateret, så totalen var grafisk flot og let læselig … jeg gjorde mig selv klar til at være kreativ og skrive en god ode.

Og på en måde hang det jo helt fint sammen. På mine daglige skov- og strandture fotograferer jeg altid… der er så mange gode billeder og flotte grafiske kompositioner. Og når jeg så kan bruge mine billeder i mine oder, hænger det hele jo sammen og giver mig glæde … for det er på stranden og i skoven, jeg forbereder mine oder (og så selvfølgelig hos Kirsten-i-skoven og Jønne-Bønne ikke at forglemme).

Har billederne en funktion?

Jeg erkendte hurtigt, at billederne ikke kunne relateres til indholdet i mine oder. Men så fik jeg den tanke, at jeg ville spørge nogle af de kunstnere, som jeg har lært at kende gennem Kirsten, om de ville male ovenpå mine fotografier for at skabe forbindelsen til digtet.

Vi prøvede det, men det fungerede ikke, som jeg havde drømt om. Efter at have spekuleret over det en tid gik jeg tilbage til en gammel idé – nemlig at Photoshop’e billederne, så de understregede idéen i digtet. Idéen med Photoshop havde jeg afvist tidligere … jeg har et godt grafisk øje, og jeg kender Photoshop godt, men min grafiske sans er mere til at justere og rette end til at skabe.

Men idéen med et skabende fællesskab omkring mine oder havde jo lidt skibbrud, så jeg så ikke anden udvej end at prøve selv. Og den arbejdsform har faktisk bragt mig lidt videre. Jeg ved ikke, om det er den rette vej forever, men fornu er det fint. Så derfor er der billeder med mine oder. Og derfor ser de ud, som de gør.

Hvad er det der med TID og RUM?

Så fandt jeg på, at jeg ville nummerere mine digte, så de ikke bare var en stor gryde med en masse løsthængende tekster … nummereringen skabte et forløb og fortalte den rækkefølge, som de er lavet i.
Jeg gav dem også en undertitel, der bestod af det tidspunkt, hvor jeg lavede digtet færdigt. Og en undertitel mere, der angav det geografiske sted, hvor jeg havde taget det tilhørende billede.

Hvorfor tror jeg, at jeg kan skrive digte?

Da jeg havde skrevet min første ode “#1. Ode til Marcel” i juni måned 2018, tog jeg den med til en lille, intim Skt. Hans aften hos Kirsten i skoven. Der læste jeg den op, og bagefter havde både jeg og tilhørerne en klump i halsen.

Siden har jeg læst mine oder op for andre – altid med samme resultat. De tanker, jeg gør mig, vinder genhør hos andre … og næst efter min øgede erkendelse ved at skrive, er dette den allerstørste belønning.

Tænk at jeg kan skrive noget, som er alment gyldigt. Tænk at andre genkender noget af sig selv i det, jeg skriver. Det er vildt. Jeg er taknemmelig.