#4. Ode til faderen

Om “#4. Ode til faderen”.

Jeg har en ganske fornuftspræget holdning til Gud og tro. Jeg er sådan set ligeglad med det, der står i biblen … jeg tænker mere: Hvis der er en Gud, hvilke motiver har han så haft til at præsentere sig selv for os? Hvad er det egentlig han ønsker?

De spørgsmål giver langt mere mening for mig i min søgen efter en mening med vores liv her på jorden, end det gør at høre præsterne tale i gåder under gudstjenesterne. Jeg tror på, at der eksisterer en skaber og en vedligeholder … kald det gerne Gud for min skyld. Og der må vel for søren også have været en person, der hed Jesus for et par tusinde år siden … ellers havde vi vel ikke talt om det stadig.

Men … hvis jeg var Gud, så ville jeg synes, det var på tide at sende knægten til jorden igen. Det går jo ikke alt for godt, vel?

Måske er han her allerede?
Måske skete det, som jeg beskriver i denne ode.

#4. Ode til faderen

TID 2018.06.21 13:50:02
RUM 54.765843 12.054109

Mit liv på denne jord var ikke lutter lagkage.
For at sige det mildt, var det faktisk ganske smertefuldt.
Mennesket er dog en forbandet udspekuleret race
med et udpræget talent for smerte … andres smerte.

Men jeg indrømmer … der var enkelte lyse øjeblikke,
hvor jeg solede mit ego i massernes forbløffelse og vantro.
En lille smule fingerfærdighed og lidt hjælp fra den gamle,
og … ja, de taler såmænd om det endnu.

Når jeg kigger tilbage, så gjorde jeg det, jeg skulle.
Jeg ved såmænd ikke engang, om den gamle var helt klar over,
hvad han havde gang i. Hvor alt skulle starte og ende.
Men han er improvisationens mester … det må jeg give ham.
Og sammen fik vi præsenteret vores budskab og sat nogle ting på skinner.

Årtusinderne fløj afsted, og jeg nød livet i himlen og i kosmos.
Indtil forleden: Farmand indbød til middag … bare ham og mig.
Ikke på en fashionabel restaurant i en tilfældig storby, som vi ofte har gjort.
Nej, hjemme hos ham i himlen. OMG … så ved jeg, jeg skal passe på.

Jeg mødte op – frisk og udhvilet. Og fast besluttet på at forblive klar og fuselfri.
Det var en suveræn middag. Han er en gud i et køkken – den cadeau skal han have.
Det var lige før, jeg glemte mine bange anelser.
Selvom det nok ikke havde gjort den store forskel.

Vi var nået til kaffen og den franske avec. Han rømmede sig og sagde:
– Sønnike. Inderst inde ved du det godt. Du skal derned igen.
Selvom du gjorde det ganske godt første gang,
har tingene ikke artet sig, som jeg ønsker.

Jeg gjorde klar til at protestere, men han affærdigede mig og fortsatte:
– Ja, det var en barsk omgang sidst. Men denne tur bliver ren badeferie.
Jeg har skaffet et perfekt udgangspunkt i den herskende klasse.
Et perfekt job for en levemand som dig.

– Sidste gang prøvede vi med det gode, og resultaterne skuffede, sagde han.
Nu må jeg vise dem, hvor galt det går, når de lader grådigheden råde.
Men tag det bare roligt, sønnike. Ikke noget med lidelse og trækors denne gang.
Jeg tror faktisk, du vil nyde det … chef for en regering. Hvad siger du så, knægt?

Uden at vente på mit svar, fortsatte han:
– Jeg har lagt noget passende tøj frem til dig … et pænt mørkeblåt sæt
og et knaldrødt slips. Gå nu bare ind og klæde om.

Jeg Suis le Sauveur

Jeg er frelseren. Du er frelseren. Enhver, der påtager sig et medansvar for klodens overlevelse, er frelseren. Og enhver lille handling, der medvirker til at spare på vores fælles ressourcer eller mindske ulighed, har sin berettigelse. Vi behøver ikke gøre det 100%. Men vi må gøre det, så godt, vi kan – hver på vores måde. For det er sådan, vi frelser kloden. Og dem, der følger.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *