#32. Ode til verdens herrer

Min agtelse for klodens mest udviklede race, mennesket, kan ligge på et meget lille sted. Der er en grund til, at mennesket blev verdens herrer … vi besidder en arrogance og blodtørst, som ingen kan matche. Desværre bliver disse egenskaber også vores undergang.

Og når det sker, vil de fleste føle det uretfærdigt og forkert: Jamen, hvad har vi gjort, siden vi skal udsættes for dette, vil de spørge. Og svaret … forklaringen … er jo ligegyldig. På det tidspunkt er det … for sent.

#32. Ode til verdens herrer

TID 2019.04.10 18:34:10
RUM 54.759785 12.043313

De startede som mikrober … ligesom alle andre.
Men efter nogle millioner år, viste det sig … at den vej,
som de ved tilfældets gunst var slået ind på,
havde mere potentiale end alle de andre.

I de følgende årtusinder løb de fra alt og alle.
Enkelte racer fulgte med et stykke af vejen,
indtil også de måtte stoppe for at puste.

Fra da af var mennesket verdens herrer,
og det var noget, der bekom dem vel.
Magtens arrogance var en del af deres dna.
Det samme var deres evne til grusomhed,
og de befæstede deres position med blod.

Da først de havde sat sig på tronen,
kunne man måske have forventet lidt mildhed
… som en ægte monark.
Men nej, for disse væsener var intet nok.
De satte sig mål så høje,
at alle måtte lide for at indfri dem …
især de mindre udviklede skabninger,
der betalte med livet for festen ved menneskets bord.

Men en dag, da der ikke kunne pines mere blod
ud af disse lidende væsener,
bankede lidelserne så på menneskenes dør.
Man startede med at lukke dem ind til de svageste.
Det gik fint, så længe flertallet fik fred.
Og selv derefter formåede den øverste top
at holde alle i skak med gulerod og pisk
i skøn forening.

Indtil en dag, hvor de mægtige herrer
mødte en overmagt, de ikke kunne matche.

Slag efter slag gik gennem paraderne.
Og selvom de beskyttede sig efter bedste evne,
og dirigerede de værste katastrofer nedad i hierarkiet,
så var budskabet klart: Ret ind … eller forsvind.

Det passede ikke herrerne. Deres dna sagde nej.
Godt nok var de bange …
men deres hang til arrogance … var større.

Overmagten tøvede … giv nu lidt tid.
Men da herrerne brugte pausen
til at forsætte og udbygge det vilde ridt …
slog overmagten til.
Den dag – mandag 3. februar 2042 –
ændrede verden … for altid.

Jeg Suis le Sauveur

Jeg er frelseren. Du er frelseren. Enhver, der påtager sig et medansvar for klodens overlevelse, er frelseren. Og enhver lille handling, der medvirker til at spare på vores fælles ressourcer eller mindske ulighed, har sin berettigelse. Vi behøver ikke gøre det 100%. Men vi må gøre det, så godt, vi kan – hver på vores måde. For det er sådan, vi frelser kloden. Og dem, der følger.