#31. Ode til den rejsende

Jeg har altid troet på, at vi allesammen har fået en gave fra fødslen. De, der  finder deres gave, har lidt større mulighed for at blive lykkelige og finde en mening med deres eksistens.
Jeg har fået evnen til at forestille mig ting, og jeg kan se mønstre og sammenhænge i store mængder data.

Når der er noget, som jeg ikke forstår eller noget, der piner mig, tager jeg på rejse … jeg dykker i min indre verden og leder efter følelser, der kan lette sløret. Eller jeg sadler min fantasis rejsetræ og gennemtrawler kosmos efter svar på mysterierne. Tænk at have fået denne gave … jeg er dybt taknemmelig … også selvom jeg først rigtigt fattede omfanget af den, da jeg kom på den “rigtige” side af de 65 🙂

#31. Ode til den rejsende

TID 2019.04.09 21:52:24
RUM 54.764638 12.052261

Jeg er den rejsende. Jeg rejser konstant og overalt.
Navigerer lige helbefarent og sikkert
i den indre verden som i kosmos.

Mine rejser er min livsdannelse. Min udvikling.
De konfronterer mig med ukendte mysterier,
som udfordrer min intution og min evne til at forstå.

Nogle læser eller studerer for at blive klogere.
Ikke mig … jeg dykker i selvet … i mit indre univers.
Som en sædcelle på jagt efter et æg …
søger jeg en følelse … en tilstand … måske et minde.

Nogle gange går det nemt, og jeg kan i ro og mag
betragte, forstå og beskrive mit fund.
Det er som at gå rundt om en statue …
lære den at kende fra alle sider. I alle detaljer.

Men der er også lukkede døre, forbudte områder
og labyrinter, der ikke umiddelbart er til sinds
at slippe deres hemmeligheder.
Jeg prøver ihærdigt … nærmer mig fra andre vinkler.
Udtaler besværgelser og nedkalder forbandelser.
– Det er mine hemmeligheder for fa’en.

Men alting har sin tid, synes det.
Noget skal ikke erkendes nu, men senere.
Det har jeg det fint med.
Der er rigeligt at fornemme og forstå lige her – lige nu.
Og jeg føler, der er en mening med tempoet …
en styrende kraft, der vil mig det bedste.

Men der er erkendelser,
som ikke opnås i den indre verden – i mit indre univers.
Erkendelser, der kræver min tilstedeværelse i kosmos.

Så sadler jeg mit rejsetræ. Bestiger Pegasus’en.
Og hu-hej hvor det går …
gennem universer og galakser ad træernes stier
med hastigheder hurtigere end lyset.
Jeg lukker øjnene og læner mig tilbage.
Åbner mig selv for alting … mærker, lytter, snuser.
Og mit rejsetræ ved, hvad jeg vil … jeg vil derud,
hvor det uforklarlige – det uforståelige findes.
Derud, hvor svarene hvirvler mod mig
og gennem mig … før de forsvinder bagude.

Og vel hjemme igen, vandrer jeg og hunden Snar
i adstadigt tempo gennem skoven og ved stranden.
Opstemt og opfyldt af ny viden
lader jeg intuitionen skabe orden i kaos.
Med lidt held leder vejen til ny erkendelse.
Om mig selv. Om livet. Om alt.

Og sådan går tiden. Og livet.
Og ved du hvad? Det er såmænd ikke så tosset endda.

Jeg Suis le Sauveur

Jeg er frelseren. Du er frelseren. Enhver, der påtager sig et medansvar for klodens overlevelse, er frelseren. Og enhver lille handling, der medvirker til at spare på vores fælles ressourcer eller mindske ulighed, har sin berettigelse. Vi behøver ikke gøre det 100%. Men vi må gøre det, så godt, vi kan – hver på vores måde. For det er sådan, vi frelser kloden. Og dem, der følger.