#30. Marcel i træet

Science fiction har altid fascineret mig … ikke så meget for underholdningens skyld, men for at få nogle glimt af den fremtid, der måske venter, hvis det lykkes os at overskride den grænse, der indtil videre gør udforskning af universet håbløs …

… på en eller anden måde skal vi lykkes med at bevæge os i kosmos med hastigheder, der ligger over lysets … langt over lysets. Eller vi skal finde nogle smutveje … ormehuller … findes de?

Men det kan jeg jo ikke vente på. Så jeg drager ud i kosmos med mit rejsetræ og min fantasi … man kan aldrig vide, hvilken viden jeg bringer med hjem. Men husk, at udgangspunktet er åbenhed. Sig “ja” i stedet for “nej” … og se så hvad der sker.

#30. Marcel i træet

TID 2019.03.20 17:27:19
RUM 54.766888 12.054998

Marcel fortalte mig denne historie.
– Du behøver ikke tro på den, sagde han.
Men jeg sværger … jeg har oplevet det.
Og så begyndte han at fortælle …

Jeg har et træ i skoven – nede ved stranden.
Jeg kom forbi en dag og hørte hende kalde …
træet altså … det er en kvinde.
Der lå en tilspidset pind og en håndstor sten.
Jeg tænkte: De hører sammen.
Så jeg bankede pinden i jorden lige op ad træet.
– Nu kan I stå der og hygge jer, sagde jeg,
indtil jeg ikke er mere … og længe der efter.

Og hver dag, når Snar og jeg går tur ved stranden,
står jeg med armen om mit træ og kigger ud over vandet.
Og hun giver mig lidt af sin ro.
Men, fortsætter Marcel. En dag er det anderledes.
Hun siger: Kom nærmere.
– Men jeg er jo helt tæt, siger jeg.
– Kom nærmere … kom bare nærmere.

Og jeg mærker, hvordan mine molekyler siver ind i barken,
og stille og roligt fletter sammen med træets molekyler.
Jeg glider længere og længere ind, til jeg er helt opslugt.
Jeg kan mærke min krop, men jeg er helt i et med træet.
– Hvad med min hund? Hvad med Snar, spørger jeg.
– Kald på hende, siger træet.
Jeg fløjter og langsomt kommer Snar ind til os.

Og så begynder en fantastisk rejse.
Vi kigger ud over havet. Ser uendeligt langt.
Kigger ned under vandet og op over skyerne.
Ud i kosmos og forbi kosmos … ud i det,
som vi mennesker aldrig har forstået … uendeligheden.

Alting hænger sammen … i de smukkeste mønstre.
Alt er logisk. Alt giver mening. Er såre enkelt.
Og en lille smule guddommeligt.
– Kan du lide det, spørger træet.
Jeg nikker kun. Jeg er alt for rørt til at svare.

Jeg fornemmer, at tiden går … årene går … måske årtier,
mens træet, Snar og jeg rejser gennem altet.
En dag siger træet: Nu er det vist tid.
Du skal tilbage. Du har en mission.
Jeg bliver opmærksom på gammelkendte lyde og dufte.
Og uendeligt langsomt siver Snar og jeg
ud af vores dejlige, kærlige træ … ud i vores skov.

Jeg kigger på min mobil – den er stadig fuldt opladet:
20. marts 2042.
– Det er vildt, tænker jeg. Treogtyve år i et træ.
Og jeg er stadig fit-for-fight. Ja mere end nogensinde.
Kærligt lægger jeg en hånd på træet og siger:
– Ja … i sandhed. Jeg har en mission. Tak.

2018-11-17 11:59. Jeg gik mod syd fra Garretvejen … på stranden. Pludselig mærkede noget, der ligesom trak i mig inde fra skovkanten. Nej, tænkte jeg. Jeg skal videre … hen til åen. Men jeg kiggede igen og kunne mærke tilskyndelsen.

Så klatrede jeg de få meter hen over stenene. Der stod et træ på kanten af skoven og stranden. Ved siden af lå en pind, der var spidset til i den ene ende, og en sten, der kunne passe i min hånd.

De skal være sammen, tænkte jeg. Så jeg tog pinden og slog den i jorden så tæt på træet, som jeg kunne. Der kom ikke nogen “tak”, men jeg tænkte: Jeg har gjort, hvad jeg kunne. Nu kan de stå der og snakke eller, hvad træer og pinde nu gør, indtil jeg ikke er mere … og så videre …

Jeg Suis le Sauveur

Jeg er frelseren. Du er frelseren. Enhver, der påtager sig et medansvar for klodens overlevelse, er frelseren. Og enhver lille handling, der medvirker til at spare på vores fælles ressourcer eller mindske ulighed, har sin berettigelse. Vi behøver ikke gøre det 100%. Men vi må gøre det, så godt, vi kan – hver på vores måde. For det er sådan, vi frelser kloden. Og dem, der følger.