#24. Ode til kærligheden

Jeg har vidst fra starten, at denne ode skulle skrives. Og jeg har gået om den som katten om den varme grød.  Men jeg har også forberedt mig … tænkt og noteret. Og alligevel …

Ja, alligevel er  “Ode til kærligheden” blevet noget andet, end jeg havde forestillet mig. Jeg troede, den ville blive farlig … nu er den bare lidt tandløs. Men jeg kan ikke gøre det bedre lige nu, og jeg har besluttet, at den skal have et liv i denne version … noget godt er der trods alt i den.

#24. Ode til kærligheden

TID 2019.01.27 14:29:07
RUM 54.770628 12.058799

Jeg har aldrig kendt kærligheden.
Forelskelsen … jo da. Mange gange.
Men kærligheden … nej, det tror jeg ikke.

Når jeg lukker øjnene og prøver at forestille mig kærligheden,
ser jeg et ubestemmeligt billede af en kvinde.
Jeg mærker en stærkt loyalitet og omsorg.
Hengivenhed. Forbundethed. Samhørighed.
Følelser, der går begge veje.

Kigger jeg nærmere efter, mærker jeg også glæde.
Såvel over at tilhøre som at besidde dette væsen.
Jeg glæder mig over denne kvindes uimodståelige kvaliteter,
og jeg glædes over at være i stand til at smile overbærende
– ja, næsten elske – samme væsens små skyggesider.

Men derhen nåede jeg aldrig … i virkeligheden altså.
Skønt guderne skal vide, at jeg ledte under stok og sten.
Jeg nåede aldrig længere end til begæret. Forelskelsen.
Og nogle gange … lidt mere. Men aldrig hele vejen.
Og jeg aner ikke hvorfor.

Jo ældre jeg bliver.
Og jo mere jeg intensiverer søgningen efter en mening med livet.
Jo mere presser spørgsmålet sig på:
Er kærligheden mon selve meningen med livet?
Har jeg mistet mere end kærligheden? Selve livet, måske?

Og nye spørgsmål melder sig hele tiden:
Havde jeg fået kærligheden,
er der så andet, jeg ikke ville have fået?
Ville kærligheden have gjort mig så mæt og tilfreds,
at min søgen efter en mission og en mening aldrig var startet?

Jeg tror ikke, alle de spørgsmål kan besvares.
Mennesker er forskellige – det ved vi jo:
Det, der gælder for den ene, er en gåde for den anden.
Jeg må tage udgangspunkt i mig selv.
Finde mine egne svar … eller klare mig uden.

På en måde er det en lille trøst:
… at der ikke er en ligning, jeg skulle have løst korrekt.
… at det, der gjaldt for dig, måske ikke ville have virket for mig.
… at jeg måske ikke fandt det vigtigste,
men til gengæld fik i pose og sæk af det, der kommer lige efter.

Summa summarum. Med dette som med alt andet …
jeg gjorde mit bedste … mere kan jeg ikke 🙂

Jeg Suis le Sauveur

Jeg er frelseren. Du er frelseren. Enhver, der påtager sig et medansvar for klodens overlevelse, er frelseren. Og enhver lille handling, der medvirker til at spare på vores fælles ressourcer eller mindske ulighed, har sin berettigelse. Vi behøver ikke gøre det 100%. Men vi må gøre det, så godt, vi kan – hver på vores måde. For det er sådan, vi frelser kloden. Og dem, der følger.