#23. Ode til en lille mand i et sandslot

Når man interesserer sig for samfundets udvikling og dermed for politik, kan det ikke undgås, at der indimellem er en politiker, som man har specielt lyst til at skælde ud på. Jeg tænkte … han er immun overfor skideballer. Han skal have en ode i stedet. Kan du gætte hvem han er?

Der er især ét parti og i det parti én mand (blandt mange i øvrigt), som jeg ikke bryder mig om pga. hans menneskesyn. Én ting er, at man har nogle holdninger til, hvordan samfundets problemer skal løses. Men når man i alle sine handlinger og udtalelser signaler manglende humanisme og omsorg for andre, bliver det mig for meget.

#23. Ode til en lille mand i et sandslot

TID 2019.01.23 15:16:21
RUM 54.771331 12.058188

Der bor en lille mand i et sandslot i Store Heddinge.
Oprindelig levede han et ganske almindeligt liv.
Havde et ganske almindeligt job.

Men han følte sig snydt af både heldet og af livet.
Han havde stærke holdninger – primært fra Ekstra Bladet og TV.
Og i familien og på jobbet var han kendt som … ”brokkerøven”.
Alt som ikke lige passede i hans snævre verdensbillede
var galt, og måtte laves om.

En dag kom hans mange brokkerier en københavner for øre,
og vores lille mand blev bedt om at møde op på det rigtige slot
… også kaldet ”Borgen” … i København.
Vandkæmmet og i sit stiveste puds mødte han nogle fine mænd.
De roste ham for hans sunde holdninger. Hans djærve facon og mod.
Og han blev indbudt til at tilbringe mere tid på Borgen.

Den lille mand tænkte:
Nu får jeg endelig belønningen
… for al den viden, jeg har tilkæmpet mig.
For alle de tanker, jeg har tænkt,
og alle de diskussioner, hvor jeg har slåsset alene.
Nu er jeg blandt ligesindede. Og jeg er én af de bedste.
Og så drog den lille mand hjem til Store Heddinge
for at forberede sig på sit nye liv på de bonede gulve.

Det skete tit, at fjernsynet kom til byen for at høre hans mening.
Så gik den lille mand ud af porten til sandslottet
og spankulerede hen over vindebroen for at møde pressen.

Med smil om munden og mistænksomme, små øjne
fortsatte han sine brokkerier over alt og alle.
Nu blot med et tusindtalligt publikum.
Hans mangeårige træning ved spisebordet
ud i debattens ædle kunst gav bonus.
Ligegyldigt hvad de spurgte om, fik de svar på tiltale.

Og hans blodbrødre … de fine mænd i København
klappede i deres små hænder,
når han vovede sig ud på en is så tynd,
at de selv for længst var stoppet
og stod i baggrunden og opmuntrede ham.

Det fortsatte i flere år, og den lille mand solede sig i indbildt succes.
Men hen ad vejen blev fjernsynets besøg sjældnere.
Så råbte den lille mand endnu højere og endnu grimmere
… han ville ikke opgive udsigten til en taburet uden kamp.

Men så kom valget. Og den lille mand faldt og faldt og faldt.
Snublede i sine egne vredesudbrud og tarvelige forbandelser.
Og blodbrødrene trak blot på skuldrene og sagde:
Alting har sin tid.

Den lille mand trak sig tilbage til slottet i Store Heddinge.
Lukkede sig inde i sig selv og forbandede både Ekstra Bladet og TV.
Men ilden brændte stadig i ham, og hver aften i skumringen
gik han op på slottets ringmur som i gamle dage.
Med sin kikkert afsøgte han horisonten
for at indsamle fakta og ny inspiration til sine brokkerier
… og sit snarlige comeback.

Han så intet, der kunne hjælpe,
og i afmagt slyngede han kikkerten ud over muren.
Den landende på jorden … som altid med dupperne på.

Jeg Suis le Sauveur

Jeg er frelseren. Du er frelseren. Enhver, der påtager sig et medansvar for klodens overlevelse, er frelseren. Og enhver lille handling, der medvirker til at spare på vores fælles ressourcer eller mindske ulighed, har sin berettigelse. Vi behøver ikke gøre det 100%. Men vi må gøre det, så godt, vi kan – hver på vores måde. For det er sådan, vi frelser kloden. Og dem, der følger.