#20. Ode til den sidste kamp

Om “#20. Ode til den sidste kamp”.

Livet har budt mig mange chancer og muligheder, som jeg ikke evnede at gribe. Jeg bebrejder ikke nogen – ikke engang mig selv. Men det giver mig en fornemmelse af tab … jeg troede ikke, jeg orkede mere. Men så fandt jeg en kamp, jeg ikke havde set komme.

#20. Ode til den sidste kamp

TID 2018.12.02 12:30:13
RUM 54.767470 12.055374

Undertiden tænker jeg:
Det kan bare ikke gå hurtigt nok med at komme herfra.

Hvordan kan man komme så vidt?
Sætte så lidt pris på sit liv?

Det er jo ikke, fordi jeg ikke har udrettet noget.
Det er ikke, fordi jeg har manglet succes.
Selvom den ikke kom i de mængder, jeg havde ønsket.
Og jeg skyder ikke skylden på nogen – end ikke mig selv.
For jeg gjorde mit bedste, ja mere til. Hele vejen igennem.

Men på trods af min evige kamp allerøverst på barrikaderne
faldt tingene aldrig RIGTIGT i hak.
Det var ok, så længe nye slagmarker kunne åbnes,
og nye forhåbningerne kunne næres derved.
Og så længe jeg kunne udsætte den smertelige erkendelse af,
at heller ikke denne vej førte til det store gennembrud.

Men nu er jeg træt.
Godt nok fandt jeg her på det sidste
en ny og spændende slagmark i et helt ukendt territorium.
Med vanlig utålmodighed og ildhu kastede jeg mig ind i kampen,
og det lykkedes – på trods af udbrændthed og low spirits –
at mobilisere mine sidste ressourcer.

Og nu oplever jeg, at denne kamp
giver mig de største belønninger af dem alle.
Den lader mig bruge mine stærkeste evner
og accepterer, at jeg fravælger mine svagere sider.
Og selvom der hyppigt er hårde træfninger,
så viser den mig sider af mig selv og af livet,
som jeg gerne havde kendt lidt før.

Men også på andre måder adskiller denne kamp sig markant:
– Den har ikke noget mål.
– Den skal ikke slutte for at give plads til en ny.
– Der skal ikke kæmpes for succes.
Den skal bare langsomt og uhjulpet øge min fornemmelse af lykke
… gøre mit liv lidt mere værdifuldt
… gennem større forståelse, mere erkendelse og dybere mening.

Måske denne ydmyge, lille kamp,
som blot består i at sætte ord på papir eller skærm,
til allersidst vil fortælle mig, hvad det egentlig var,
jeg skulle på denne planet … fra 1951-

2018-11-17 11:59. Jeg gik mod syd fra Garretvejen … på stranden. Pludselig mærkede noget, der ligesom trak i mig inde fra skovkanten. Nej, tænkte jeg. Jeg skal videre … hen til åen. Men jeg kiggede igen og kunne mærke tilskyndelsen.

Så klatrede jeg de få meter hen over stenene. Der stod et træ på kanten af skoven og stranden. Ved siden af lå en pind, der var spidset til i den ene ende, og en sten, der kunne passe i min hånd.

De skal være sammen, tænkte jeg. Så jeg tog pinden og slog den i jorden så tæt på træet, som jeg kunne. Der kom ikke nogen “tak”, men jeg tænkte: Jeg har gjort, hvad jeg kunne. Nu kan de stå og snakke der, indtil jeg ikke er mere … og så videre …

Jeg Suis le Sauveur

Jeg er frelseren. Du er frelseren. Enhver, der påtager sig et medansvar for klodens overlevelse, er frelseren. Og enhver lille handling, der medvirker til at spare på vores fælles ressourcer eller mindske ulighed, har sin berettigelse. Vi behøver ikke gøre det 100%. Men vi må gøre det, så godt, vi kan – hver på vores måde. For det er sådan, vi frelser kloden. Og dem, der følger.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *