#17. Ode til træerne

Om “#17. Ode til træerne”.

Jeg har altid brug min sunde fornuft, når jeg blev præsenteret for en idé, en tanke eller en holdning. Kan det nu passe, spurgte jeg mig selv. Men hvad sker der, hvis du giver lidt køb på det videnskabelige bevis og den sunde fornuft?

Hvad sker der, hvis du lader tvivlen komme udsagnet til gode? Det er jo muligt … måske ikke, hvis det drejer sig om, hvorvidt en bro kan bære et tog. Men hvis det handler om … ja fx. om man kan snakke med træer. Der sker jo sådan set ikke noget ved at lade det spørgsmål stå åbent, vel? Der kan måske ovenikøbet komme noget godt ud af det? Man kan aldrig vide.

#17. Ode til træerne

TID 2018.11.17 14:20:44
RUM 54.769646 12.057353

I ved godt, hvem der fortalte mig,
at vi kan tale med træerne.
Hun sagde: Vi kan lære af træerne.

Jeg følte mig lidt dum, da jeg første gang favnede en stamme.
Og selvfølgelig skete der ikke noget.
Træet snakkede ikke til mig.
Sendte ikke varme eller elektriske impulser gennem mig.
Jeg mærkede kun en smule … ”dumhed”.

Senere begyndte jeg at besøge Kirstens dojo på stranden.
Jeg sad på bænken og nød livet.
Snar og jeg kiggede ud over vandet og hen ad stranden.

En dag gik jeg ind i dojoen.
”Mon der sker noget herinde”, tænkte jeg.
Næh. Men der stod et pænt træ.
Jeg gik hen og lagde hænderne på det. Lukkede øjnene.

”Rolig nu”, sagde det. ”Slap nu af. Vær i nu’et”.
”Jeg har ikke let ved at være i nu’et”, svarede jeg.
”Men jeg vil gerne lære det. Jeg prøver”.

Og hen ad vejen blev det lidt nemmere.
Jeg lærte at tømme min hjerne og forvente ingenting.
Jeg begyndte at glæde mig til at besøge mit træ.
Og jeg lærte, hvordan jeg skulle behandle det.

Jeg stiller mig med en lille afstand og lukkede øjne.
Lægger begge hænder om træet.
Bøjer hovedet frem og lægger panden mod stammen.
Så vipper jeg langsomt hovedet bagover og oplever,
at lyset strømmer mod mig og trækker mig op ad stammen.
Ud i kronen. Op i kosmos.
Jeg bøjer hovedet tilbage igen og mærker kraften og roen
strømme ned i min mave og videre ud i kroppen.

Kan jeg nu tale med træer?
Nej – det tror jeg ikke.
Men mine stunder med træet giver mig ro.
Sikkert bare fordi jeg giver mig selv tiden til det.

Men måske også, fordi træer kan noget, vi ikke ved endnu.
Jeg er ligeglad. Jeg tænker:

”En dag snakker det måske virkelig til mig.
Fortæller mig alt, det ved”.
Men indtil da nyder jeg bare det gode selskab:
Hunden Snar. Mig. Og mit træ.

2018-11-26 11:03. Jeg fandt en stump flot, rødt træ på stranden og tænkte: Det vil jeg have med hjem. På vej hen ad stranden fik jeg en anden idé: Det skal sidde på mit træ i Kirstens dojo …. de hører sammen. Men så tænkte jeg: Nej, jeg har jo ikke noget snor at binde det fast med. Nå, men så må jeg lægge det ved siden af træet og tage snor med herned næste gang.

Men da jeg så kom ned til dojoen, så hang der en stump snor om træet lige ved siden af. Og den stump snor passede perfekt i længden. Så nu har mit træ fået en ven at hygge sig med, når jeg ikke er der.

Jeg Suis le Sauveur

Jeg er frelseren. Du er frelseren. Enhver, der påtager sig et medansvar for klodens overlevelse, er frelseren. Og enhver lille handling, der medvirker til at spare på vores fælles ressourcer eller mindske ulighed, har sin berettigelse. Vi behøver ikke gøre det 100%. Men vi må gøre det, så godt, vi kan – hver på vores måde. For det er sådan, vi frelser kloden. Og dem, der følger.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *