#16. Ode til et knust hjerte

Om “#16. Ode til et knust hjerte”.

Som regel er det andre mennesker, der er årsag til, at et hjerte knuses … tror jeg da. I mit tilfælde var det dog mine egne handlinger igennem mange år, der knuste mit. Men det er aldrig for sent at rette op på … alt der kræves er erkendelse og håb.

#16. Ode til et knust hjerte

TID 2018.10.08 22:14:33
RUM 54.773076 12.061452

En klog dame sagde:
”Tag dit knuste hjerte og skab stor kunst”.

Det er præcis derfor, jeg skriver digte.
Ikke for at skabe stor kunst.
Men fordi jeg har et knust hjerte.

Jeg knuste mit hjerte, da jeg ikke greb mulighederne.
Jeg knuste mit hjerte, da jeg ikke greb kærligheden.
Jeg knuste mit hjerte, da jeg ikke fandt modet.
Jeg knuste mit hjerte, da jeg lod genertheden tage magten.
Jeg knuste mit hjerte … ja … jeg kunne blive ved …

Igennem en menneskealder eller mere knuste jeg mit hjerte.
Helt ubønhørligt og uden nåde … bid for bid for bid.
Hvor fortvivlet jeg end var … kunne jeg ikke andet!
Og mit hjerte så forpint til fra sidelinjen.

Mit hjerte er meget forstående og meget robust
… men tilgive mig? Nej, ikke helt!
Men det fordømmer mig heller ikke … det ville jeg nok have gjort.

I stedet håber det.

Det håber …
… at den forståelse, som jeg har kæmpet mig frem til på det sidste.
Den erkendelse, som er undervejs.
Den glæde, som bliver stadig hyppigere.
Og den åbenhed og rummelighed,
som langsomt vokser i mit indre …

Det håber, at vi med disse nye erfaringer i bagagen
kan gøre det bedre fra nu af.
Og det kæmper ved min side.
Holder mig i hånden. Opmuntrer mig.
Fortæller mig, hvor vigtigt det er, at vi er sammen.

Og selvom målet ikke er nået, og rejsen stadig lang,
så viser det mig glimtvis en verden, hvor vi endelig forenes.
Hvor jeg med min genvundne åbenhed
lader livet strømme igennem os,
og møder det fuld af forventning og nysgerrighed.
Helt uden frygt og forbehold.

Der vil jeg gerne være.

Jeg Suis le Sauveur

Jeg er frelseren. Du er frelseren. Enhver, der påtager sig et medansvar for klodens overlevelse, er frelseren. Og enhver lille handling, der medvirker til at spare på vores fælles ressourcer eller mindske ulighed, har sin berettigelse. Vi behøver ikke gøre det 100%. Men vi må gøre det, så godt, vi kan – hver på vores måde. For det er sådan, vi frelser kloden. Og dem, der følger.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *