#10. Ode til herrefolket

Om “#10. Ode til herrefolket”.

I denne ode kan du møde herrefolket og verdens rigeste arbejderklasse. Og det ser ud som om begge parter har det godt med deres rolle.

Tænk ikke på “herrefolket” i traditionel, nazistisk forstand. Tænk på “herrefolket” som dem, der mener, de får mest ud af livet.

#10. Ode til herrefolket

TID 2018.08.02 17:52:18
RUM 54.766963 12.055259

De knokler, så blodet springer.
Dag-&-nat. Og nat-&-dag.
De kæmper i København, i Virum og Istanbul.

De træffer vigtige beslutninger.
Holder vigtige møder. Kender vigtige mennesker.
De tjener masser af penge. Elsker at bruge dem. Og spilde dem.
For de kommer af sig selv, når man lever, som de.

De bor og de arbejder på de fineste adresser,
kører i smarte biler og klæ’r sig i de dyreste mærker.
De besøger stjernespækkede restauranter og fashionable destinationer.

De nyder kampen og spiller spillet.
De elsker successen og føler, de fortjener den.
Føler de er noget særligt, og at livet vil dem det vel.

Og jeg er ganske enig – de fortjener successen.
De udfylder deres rolle, og jeg elsker dem. Men …

Alle vi – der lever af samfundets og vores egne opsparede almisser.
Alle vi – der elsker vores slidte tøj, gamle bil og loppefund.
Alle vi – der hellere besøger biblioteket end boghandleren.
Alle vi – der trives med en stille plads i skyggen og en god snak over kaffen.
Alle vi – der søgte og fandt tiden til at lære om livet. Og om døden.
Og som til stadighed belønnes med glimt af universets visdom …

Vi skal huske at være rummelige, tolerante og overbærende.
Vi har en særlig forpligtelse.
Vi er jo … herrefolket.

Jeg Suis le Sauveur

Jeg er frelseren. Du er frelseren. Enhver, der påtager sig et medansvar for klodens overlevelse, er frelseren. Og enhver lille handling, der medvirker til at spare på vores fælles ressourcer eller mindske ulighed, har sin berettigelse. Vi behøver ikke gøre det 100%. Men vi må gøre det, så godt, vi kan – hver på vores måde. For det er sådan, vi frelser kloden. Og dem, der følger.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *